Aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som på de ben
der til tider
usikkert bærer mig.

Som en rutchebane,
farer energier ind og ud
helt op til skyernes himmelrykte guddommelighed
og helt ned til helvedes flammer
for at stoppe brat op på jorden igen

Men alligevel aldrig
har jeg betrådt så smukke stier
som i min egen urskovs bevoksning
af nye opdagelser
gemt bag et viltert krat.

Aldrig har jeg følt
så meget kærlighed
i min have af ukrudt og roser
uforklarligt
og fascinerende
når det er uden for min kontrol

Og dog sker intet uden grund.
Jeg ved det nu.
Erfaringen lærte mig
at intet er tilfældigt.
kontrol kan slippes og tages i hånden
og dirigeres som et symfoniorkester
spillende
på de fintfølende emotioners strenge
som skaber de toner jeg er.

For aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som opdagelsen af at kunne skabe
noderne
til mit eget livs musikstykke: “Simplicitet”
Toner
der vibrerer skingert i min krop
er ikke i harmoni med mig.
Mens de toner
der klinger som frydefulde vibrationer
bliver en node på mit blad.
Dog aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som når jeg modigt overgiver mine strenge
til et andet menneskes hænder
spillende hengivelsens melodi
i den viltre have mellem roser og krat