Modsætninger er som afsætning
som efterspørgsel kontra udbud
i følge med barndommens spejlbilleder spejler sig i øjeæblerne
så tæt på skovbunden af
mindernes voksende muld

I denne grønne fe af nostalgi
bevæger tankerne sig om dit væsen
tryllebundet til dit hovmod
på vej mod hysteria
Det land vi elskede

Vi var lykkelige i flammerne
i den gyngende afgrund
og vi forstod tiltrækning
handlede om det
uopnåelige

Nogle tror lykken
kan købes med en dobbeltseng
Men vi vidste den gemte sig
i en massivt misbrugt
og komplet faldefærdig
dybt elskelig
singlemadras

Vi var aldrig
i tvivl

Implicit

Berlin for
fanden

Paris for
satan

London & New York for
helvedes banditter
og trofaste bohemiske transvesitter
der påråber de røde løbere
viklet ind mellem benene
på hinandens netværk
af idealistisk gætværk

I brænder jeres fremtid
ind i lak og lærred
med pisk og stemme
og tror i kan fornemme
hvad pøblen mener
strandet i jeres egen pøl
af evig selvfed

For så at hænge til tørre
i et mørkekammer af
retoucheret virkelighed
med statsstøtte
og en romance
der er cirkus
halvdød
som det sted
i tog fra

Forskellen er bare
at hjerte og sjæl
aldrig
fulgte
med

Vortex

Lyset vejende
Åndedrættet svajende
som blitz i vrimlen
af tusmørket der
spreder sig ud
under hendes kjole
som brusende rødme
i hendes sind

Blind som en nyfødt
famler hun om hans lem
og brænder hendes læber
Mens døren til hendes mødom
åbnes på klem

Og klemmer, det gør hun
så tiden strækkes ud
og lydende drypper
fra værelsets loft
i en underfundig takt

De falder som syreregn
der ætser hendes krop
så noget i hendes kvæles
og hendes øjenlåg
sprænges op

MAT

Det eneste jeg kan se
er måden du ligger aftenkælen
med dine valmuefyldte spredte ben
med slørede øjne der hvisker
om forførende skrig

Skrig efter nålens spids
Dens sprøjtende friskhed
på jagt i dit blodfyldte skød

Så jeg stikker den ind
i dit blege skind
der brænder som hybenroser
i faldende sne

Og mens dine øjne hvileløst ruller rundt
favner stilheden min fantasi
Enkelte ord siger det hele
Frygten for flere
sluger din sjæl

Appetit – Poul Lynggaard Damgaard

Du kalder som en sød ode
ned langs en fyldt Købmagergade
ridende på bølger af snakken
der slår strengene an på
sin dagligdags kronik
Nyheder om hængende bryster
på Kronprins Frederik sidste nye elsker
Samt en masse royale tilbud
You just gotta see
iført pikslips på metrobanen

På kultorvet mødes vi
helt forudbestemt
under skyernes ur
Hvor vi som en skypumpe
suges ind i blomsternes dufte
og lader vores øjne kissemisse lidt
Ikke for meget
men helt tilpas

Det er så ægte
at folk vender sig
og væmmes og forstår ingenting
Og i kor skriger de til os:

MENNESKEBØRN!, MENNESKEBØRN!
vig dine roser for mine tulipaner
Kast mig en vej af bladguld
kreditkort og stimer af tilbud
Thi jeres vej
er imod statens påbud!

MENNESKEBØRN!, MENNESKEBØRN!
vil i slå os alle
ihjel?

Nej
Er ordet der
forsvinder i et med skyggen
der falder ned langs dine
frodige indelår
Mens dine øjne
slikker dine øjnelåg fri
fra mønstre af dyd

Det er en fryd
af kælende strømninger
Hvor hyacinter flyder
igennem blodårerne
i dine blodsprængte øjne
af slugt
nydelse

Fortrydelse
Er det ord
du senere bruger
som gabestok

For tænk hvis folk viste
At du var villig
Nok

http://anglicismo.dk/?p=738