Mød mig i lyset
Mød mig i mørket
Mød mig i regnbuens palet af nuancer
der pulserer i takt med mit hjertes slag
for hvert af mine åndedrag
der suger livet ind
og ånder livet ud
et sted
mellem drøm og virkelighed

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Kan mærke mørket
kan føle regnen falde
fordi stjernerne græder
lyset er stoppet med at kalde

Mine ar vokser større
mine øjne bløder mere
mine pupiler knuses yderligere
for hvert minde jeg ser

Min sjæl har forladt mig
og blevet til min skygge
mit hjerte er revet itu
fodaftryk stemplet i min psyke

Bag mine øjenlåg findes drømme
som forsvinder når de åbner
kollisioner af drøm og virkelighed
kan høres når det tordner

Læser noder op
fra en falden melodi
forsøger at finde fred
midt i en krig

Prøver at nå op til himlen
men himlen er faldet
stjernernes tårer daler
over mine evige fodspor i sandet

og så lige midt i mens

jeg sad og pudsede

min blankpolerede overflade

som jeg troede reflekterede sollysets stråler

ud til alle verdenshjørner

og ind i marv og ben

Kastet tilbage til stenalderen

et uopmærksomt øjeblik

hvor en tilfældig ridse i lakken

sugede lyset til sig

og lod mudder trænge gennem

som jeg snublede i

og faldt på knæ

Kastet tilbage til stenalderen

og må starte forfra

opfinde nye måder at pudse på

nye midler at pudse med

for at få mudderet ud under fladen

og op i lyset

i en symbiose af mørke og mig

kun sådan kan jeg bide over hele dit væsen
lade dig rumle i min mave
når du er fordøjet, kan jeg smile fornøjet
og huske, hvordan det gik, da jeg vandrede i din midte.

Du havde små kringlede veje
hvor jeg kunne brænde op
løbe i flammer mod en afvej
hvor jeg igen kunne rejse mig
lade det hele gentage sig bare for opmærksomhed.

Du havde et fast ansigt, jeg kunne udforske
falde over, falde i, somme tider forbi.
Alle dine små skønhedsfejl og sorte huller
blev pludselig så ligegyldige da du fik ring i næsen –
der fangede du mig næsten.

Du efterlod altid små stjerner i støvet efter dig;
dit bølgende hår skiftede farve, blev glat, korte og længere, så bølget igen – tiderne, der skiftede i dit sind.
Pludselig blev jeg desperat efter at træde ind.

Jeg fornemmer stadig havet omkring dig
lyden af livets bølger mod dine fødder
alt imens jeg skulle kæmpe for at holde mig oven vande,
klamrede mig fast til dine rødder
for ikke at glide mod mørkere tider.
Her begyndte min forelskelse uden videre.

Du trådte fri af solen
netop som den slukkedes i sin grav
her begyndte jeg for alvor at elske dig
med et skjult smil.

Lod mig falde frit bagover
brød havets overflade uden en lyd

lod mig falde mod bunden
her fandt jeg solen, sunken
vi lagde os til at drukne sammen

lod mit sidste åndedrag bryde verdens linjer
lod tiden vinde uden gnidninger
mit hjerte pumpede for fulde vridninger

og pludselig så jeg dig igen.

Fortræffelig, forfærdelig, færdig i mine tanker, der desværre vandrer. Frygter, flygter, falder, sætter ild til mig selv i mørket.

Jeg genopstår fordi dine krøllede fingre

tager om min sjæl
du hiver mig fri af dødens skygger
fordi du vil
du bærer mig gennem havet og efterlader mig alene på land.

Jeg vil altid elske dig på afstand
fordi jeg ikke kan nå dig
man kan ikke bide over sine drømme
men man kan vågne fra dem igen –
tilbage i virkeligheden kan jeg pege ud mod verden
og håbe
at bare én peger igen.

Istedgade skriger af død
mens sneen ligger tykt
Skjuler skrigene
fra en tyk kanyles
aller sidste offer

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2012/12/041212-02.html