Nanna Arbøl – Digtsamleren

Dage, hvor vi gør noget – digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 09 Apr 2018 18:09:16 +0000

Tiden er gået
for længst
og flasken
er stort set tømt
for ædle druer og
den bittersøde fornemmelse
af mandagsensomhed
Og jeg drømmer mig væk
til cikadesang og lyse nætter
imens jeg sætter fokus
på at runde alle mine tanker
inden jeg går i seng
Inden jeg giver op
(skulle det komme så vidt)

Jeg synker den sidste dråbe og
ønsker mig flere dage
hvor det er okay
ikke at være okay
Dage
hvor vi bruger tid på
alle de følelser
der bor under huden
Dage
hvor vi griner af os selv
fordi vi er så impulsstyret
at vi ikke engang selv
kan følge med

Jeg vil ha’
flere dage med pandekager til morgenmad
og dage med stråhatte og bare fødder
Jeg vil ha’ dage
hvor jeg kan græde ned i kaffen
imens jeg bliver aet på ryggen
og utallige ’så, så, skat’ blødgør mine øregange
og mit hjerte
Jeg vil ha’ dage
hvor tiden ikke er relevant
for vores færden
eller vores mål
Hvor vores drømme er det mindste
der bliver opfyldt
Dage, hvor solen rammer
lige dér
hvor vi går
også selvom vi går i skyggen
med vores hænder omkring
vores sprungne uskyld

Jeg vil opleve dage
hvor du bygger mig et hus
helt fra bunden
som din mor laver sovs
helt fra bunden
Jeg vil opleve
dage med alle dine smil
svøbt omkring solstråler og blid rosé
Jeg vil ha’ dage
hvor vi mæsker os
i andres lykke
fordi vi også selv er lykkelige
Dage
hvor alle er det bedste, de har lært
Hvor tsunamier blot føles
som vandpytter i oprør
der let skærmes
ved hjælp af vores gode humør
og den tagrende, du har bygget

Jeg vil ha’ dage
der eksploderer
som pebermyntebomber på min tunge
Dage, hvor den eneste frygt
er frygten for fugleklatter
på de nypudsede ruder
Dage
hvor vi aldrig løber tør
for vin eller jordbærslik
Hvor vi altid har råd
til at være kulturelle
eller bestille en afbudsrejse
fordi vi bare må væk fra larmen
der er den hverdag
vi ellers er så glade for
normalt
Men vi er ikke altid normale
Jeg er i hvert fald ikke!

Og nu er der tomt på bunden
som jeg ser ned i flasken
der dufter af utopi og
store drømme
der gør sig bedst fortjent
til en side i en ungpigedagbog
hvor jeg også kunne skrive dit navn
tusinde gange ved siden af mit
og håbe på skæbnens kraft
Jeg kunne også bare gøre noget
Noget rigtigt, noget handlekraftigt
Jeg kunne stille mig ved byskiltet
og vente på, at du kører forbi
Jeg kunne sætte alt overstyr
og satse på medvind og forårsfebervildelse
Jeg kunne skrive dig digte
om alt dét, du kan li’
og krydse fingre for
at du ikke føler dig nødsaget til at flygte
Jeg kunne også bare starte
med at hilse på dig…

Og flaskens skår er nærmest smukke
som de ligger dér
på gulvet og glimter
øredøvende
som mine drømme
om bedre dage
og mere tid
Tid til at gøre noget
Noget rigtigt

Alle alene i verden – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Thu, 16 Jul 2015 18:41:59 +0000

Vi er viklet ind i følelser
og take-away nudler
og det er faktisk ikke til at bære
når solen skinner
os direkte ind i vores brugte sjæle
og vi ikke har fået nået at lappe vores cykler
så vi kan cykle hele vejen over
på den anden side.

Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.

Alt det, jeg har (i Føtex) – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 12 Jan 2015 14:56:58 +0000

Alt det vi har
holder os tilbage,
og jeg er slet ingen undtagelse.
For jeg afskyr kærlighedssange
og folk, der kysser i Føtex.
Nu.
Og det er okay (siger jeg til mig selv),
for jeg er jo en af dem,
der holdes tilbage
af mine tidligere illusioner
og dét faktum,
at jeg er verdens største romantiker.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde
– eller i dette tilfæde –
at holde op.
Helt op.
For at holde mig selv oppe,
når det møgirriterende og lykkelige kærestepar med alt den tid i verden, de kunne have brug for,
vælger at kysse hinanden i smadder i grøntafdelingen,
når jeg for fanden bare gerne vil have fat i min broccoli
til min middag for én.

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.

Kamæleon – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Thu, 03 Jul 2014 18:01:27 +0000

Vi er alle sammen
en flok kamæleoner,
der ihærdigt prøver at gemme os
fra alt det, vi engang følte
og det vi vil komme til at mærke.
Og alligevel passer vi ikke ind
i dagens farvekort, når det kommer til stykket,
og det er i sig selv en tragedie.
Men der findes ingen større tragedie
end at mangle plads til at elske,
den man elsker.
Og derfor går vi rundt med lange haler
i håb om at blive hevet i dem,
og så drømme om, at dét føles som den kærlighed
vi ikke kan få.

Skønhedspletter – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sun, 30 Mar 2014 15:46:08 +0000

Det bløder
fra alle steder, der engang huserede mine skønhedspletter.
For jeg skar dem væk,
udhulede dem
imens jeg hulkede.
Ikke på grund af smerte,
men på grund af alle de minder, de bar med sig.
For jeg husker dengang du talte dem,
hvordan det kildede og hvordan du kyssede.
Men nu bløder jeg bare.
Fra alle steder på min krop,
og jeg føler mig dum,
som jeg sidder indsmurt i min egen blodpøl.
Fordi jeg elsker så meget.
Fordi du ikke kan finde dig selv.
Fordi du skal tænke over, om du er klar til et liv med mig.
Og sikke en lussing, sikke et slag.
Jeg tegner flere skønhedspletter,
så der er mere at bløde fra.
Og du kontakter mig ikke.

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.