Nanna – Digtsamleren

I mit næste liv – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 03 Sep 2018 13:31:07 +0000

I mit næste liv
vil jeg gå til venstre
i stedet for til højre
for så vil vi måske mødes
på et bedre tidspunkt
Og du vil kaste dig
ud i havet imens jeg
tegner min kærlighedslinje op igen
og mærker lyset tatovere sig
ind i mit hjerte
som en slags påmindelse om
at jeg skal blive ved
Selvom jeg ikke ved
hvad jeg foretager mig
så skal jeg bare blive ved
Og så vil du smile
drivvåd og lykkelig
og jeg vil ikke være i stand til at knække

I mit næste liv
vil jeg sejle
mindst én gang om måneden
og du skal også have lov at komme ombord
så jeg rigtigt kan fortælle dig
om styrbord og mine store drømme
du måske kunne blive en del af
især som du sidder der
og hiver solen ned
og giver mig alt
hvad jeg overhovedet kunne ønske mig

I mit næste liv
ønsker jeg mig
en altan med udsigt
hvor vi kan drikke kaffe
og tale om politik og kultur
og om hvordan du betager mig
Og bagefter vil vi gå tur
langs en strandpromenade
som ægte turister
fordi alle skal se
hvor glade vi er
for hinanden
selvom vi godt ved
at vi allermest vil virke
opkastfremkaldende
Men sådan er der jo så meget, som er
og på den måde er vi jo
allerede godt integrerede
i den kollektive følelse af samhørighed
og har man så ikke peaket?

I mit næste liv
ønsker jeg mig
øjeblikke hvor vi griner
uden at vide hvorfor eller
hvordan vi slipper af med
rødvinspletten på din hvide skjorte
og det vil slet ikke gøre noget
Du vil slet ikke være sur
for det er livet for kort til
blev vi enige om
da vi åbnede flaske nummer to
og skålede for flere dage
med solskin og frihed
og ingen mareridt
hvor vi er ansigtsløse eller dør

I mit næste liv
ser jeg gerne
at du sidder lige her
ved siden af mig
når jeg græder
fordi jeg dummede mig

I mit næste liv
vil jeg danse med dig og købe dig dén øl
Jeg vil kysse dig og kramme dig og vise dig
alle mine hemmeligheder og yndlingssteder
Alle de ting, jeg ikke kan få nok af
Jeg vil bære dig og smage dig
Elske dig og berige dig
med alle dine yndlingsting
Jeg vil fortælle dig igen og igen
at du er et af mine yndlingsmennesker
og at ordet yndlings ofte blive misbrugt, men
i dette tilfælde er det helt oprigtigt og slet ikke overfladisk

I mit næste liv
håber jeg
at du sidder her
og tager mig i hånden

I mit næste liv
lover jeg
at gøre det bedre
i mit næste liv

Ko – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Tue, 26 Aug 2014 17:21:43 +0000

Det sniger sig
ind under huden.
Det klør,
som den tidsel, jeg prøvede at undgå.
Og mærket er stort
og svier og bider og ligner
omridset af min første, rigtige kærestes bil,
som jeg fik lov at køre ved stranden,
og nu er jeg for længst holdt op.
Holdt op med at tænke over,
hvad der kunne være blevet af os,
når jeg et kort øjeblik glemmer,
at jeg nu igen er alene og uden den bedre halvdel,
som så viste sig at være den rene indbildning.
Og jeg be’r til,
at blive sluppet fri,
så jeg en dag kan blive hel.
Men fordi jeg er en ko,
og ekskæresten er en ko,
og alle andre mennesker er køer,
der uforstyrret tygger drøv indtil det kilder ved ørene,
farer jeg hele tiden vild
i måske og hvad nu hvis,
og der skal jo også være mælk og plads til alle.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Istedgade – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 01 Mar 2014 10:31:42 +0000

Det ligner verdens længste cementallé,
en vej uden ende,
en udvej, du ikke kender udgangen på.
Istedgade hyler i stilheden.
Og overalt
ser du flokke af mennesker,
mængder af stereotyper,
horde af folk, der fryser
uanset hvor meget tøj de har på.
Tror du.
I det fjerne hører du
sirenernes kalden, de fortabte sjæles kampråb.
Tror du.
Og nu fryser du pludselig.
Vesterbro ryster din grundvold.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.