NannaLA – Digtsamleren

Alle alene i verden – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Thu, 16 Jul 2015 18:41:59 +0000

Vi er viklet ind i følelser
og take-away nudler
og det er faktisk ikke til at bære
når solen skinner
os direkte ind i vores brugte sjæle
og vi ikke har fået nået at lappe vores cykler
så vi kan cykle hele vejen over
på den anden side.

Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.

Du er der fandme også altid – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 16 Jan 2015 18:15:40 +0000

Der findes så mange tidspunkter,
hvor jeg faktisk
slet ikke
overhovedet
ikke
kan hænge sammen,
fordi du ikke har tænkt dig
at forlade mig
helt,
selvom jeg gang på gang
bønfalder dig om at holde dig væk.
For min skyld
og din skyld
og sågar for hele digterigets skyld.

For du er som en fibersprængning,
der bruger ugevis
på at gøre det hele meget mere
ubehageligt.
Som en brækket tommelfinger,
man ikke vidste, man brugte så meget.
Et vindstød,
når jeg cykler over broen
med poser på styret.
En hårknude,
når jeg børster håret om morgenen.
Du er slet ikke til at døje.
Du og den forbandede smerte,
du altid kommer anstigende med.
Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt,
men hvor pokker skal jeg gøre af dig,
når du kommer snigende med din forpustede puls
og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’?

Og jeg gider dig altså ikke mere nu,
jeg er alt for træt.
Så pak dine utætte løfter sammen,
når nu du alligevel lader mine drømme fosse
direkte ud i lokummet,
imens jeg tværer mascaraen ud
og filer mine negle.

Du er der fandme også altid,
dumme hjerte.

Alt det, jeg har (i Føtex) – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 12 Jan 2015 14:56:58 +0000

Alt det vi har
holder os tilbage,
og jeg er slet ingen undtagelse.
For jeg afskyr kærlighedssange
og folk, der kysser i Føtex.
Nu.
Og det er okay (siger jeg til mig selv),
for jeg er jo en af dem,
der holdes tilbage
af mine tidligere illusioner
og dét faktum,
at jeg er verdens største romantiker.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde
– eller i dette tilfæde –
at holde op.
Helt op.
For at holde mig selv oppe,
når det møgirriterende og lykkelige kærestepar med alt den tid i verden, de kunne have brug for,
vælger at kysse hinanden i smadder i grøntafdelingen,
når jeg for fanden bare gerne vil have fat i min broccoli
til min middag for én.

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.

Istedgade – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 01 Mar 2014 10:31:42 +0000

Det ligner verdens længste cementallé,
en vej uden ende,
en udvej, du ikke kender udgangen på.
Istedgade hyler i stilheden.
Og overalt
ser du flokke af mennesker,
mængder af stereotyper,
horde af folk, der fryser
uanset hvor meget tøj de har på.
Tror du.
I det fjerne hører du
sirenernes kalden, de fortabte sjæles kampråb.
Tror du.
Og nu fryser du pludselig.
Vesterbro ryster din grundvold.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.