Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.