I portens jernsnoede, sorte forsiringer

læser jeg vores historie

inden jeg skubber porten op

lægger jeg min varme hånd

på det koldtbrudte hjerte

hvælvet i portens krop.

For en stund løber sorgfloder

rundt i mine baner

og jeg hvirvles gennem brudte dage

hvor blomsterhoveder nikker bedrøvet

og minutter taktfaste fanger ugrebne muligheder

de er glimtende, blanktsmuttende forhåbninger,

de er fisk i mine sorgfloder.

Bag porten venter Lethe

bag porten tager jeg endegyldigt afsked

– der er en tøven i min krop

en tyngde i mine ben –

jeg har holdt fisk så længe

at nogle fik navne –

de hvisker til mig, at de vil blive i min krops akvarie

– for vi er jo blevet / hinandens navngivne bekendte.