Og midt i smilet
sidder jeg plantet, som det lille stik af usikkerhed,
som metrologernes utilregnelige floskler i maj.
Jeg er ikke den hjemmelavede is i august,
men den dryppende ispind fra kiosken
og den alt for lille bikini.
Jeg er det krøllede ugeblad, der bliver læst igen og igen hos lægen,
og det slidte magasin, der går på runde hos frisøren,
jeg er som midsommerens junihyl
og de decemberglatte veje.

Jeg er ikke den ledende type i modvind,
snarere den, der kysser blodet af hudafskrabningerne.
Jeg ér hudafskrabningerne,
og den klæbende lim fra plasterets arme.

Jeg er heller ikke den kølige fadøl i baren,
eller det dristige kys, der bliver givet i al forvirring.
Jeg er forvirringen,
og loddet, der aldrig bliver taget i tombolaen.
Og i februar er jeg den smeltende undskyldning af en snemand,
guleroden, der svømmer i en pøl af sjap,
og de fedtede håndaftryk og snotspor på ruden.

Jeg er den tårevæddede afsked til sommeren i oktober,
den sviende fornemmelse af papiret i blommen,
og den væskende vabel, der aldrig heler.
Jeg er ikke den tindrende stjerne på himlen i april,
jeg er mere det røgede kølvand på fly.
Og imens januar fryser julen ude og giver menneskemængderne deres udsalg,
er jeg gaven uden byttemærke,
der nok skal komme til sin ret.

Hvad angår sensommerens forelskelser i september,
så er jeg den sidste tur langs kanalen,
den sidste joker i kabalen.
Jeg er det største snefnug i marts,
hvor solen ikke ved hvor den skal slå lejr.
Og så længe der er fjernsyn i hjemmet,
er jeg den slukkede radio og de bestøvede antenner.
Jeg er ikke glimtet i øjet
eller tåren i krogen,
vippen på kinden
eller spyttet i mundvigen.
Jeg er tanken om, at det hele kan stoppe
og ligeledes aldrig ende.
Jeg er årets første og sidste prik,
jeg er ikke til at tage fejl af.
Jeg er her.

Flere grimme ord
bygger bunker
af faretruende farveller
ovenpå en krakeleret fortid
i en alt for fjern forstad
hvor vi to aldrig rigtig
kunne sige farvel

Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med dine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over min horisont
i nattens sure opstød

Der var koldt
sidst vi så hinanden
og intet kunne varme afstanden
der stod tydeligt i mellem os
som ekkoet af et barns skrig
der for længst var stoppet
men aldrig i vores hoveder

Du skrev at jeg ikke
var det menneske du troede
at jeg var ligesom alle de andre
Endnu en side i din bog
fyldt med brændende vrede
i tusind kvinders øjne
afklædt i dit sind

Du fortalte at jeg ikke
levede op til de ting jeg sagde
og at du altid stod ved dig selv
Men du var aldrig
den du gav udtryk for
aldrig helt
min

Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med mine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over din horisont
i nattens tykke tåge

Dit navn vil altid stå skrevet
på indersiden af mit hjerte
men også for evigt ligge
som en advarsel
i mit hoved

Egen blog her