tiden er til at deponere sit intellekt i en bankboks
sammen med atomaffaldet
for foden af bjerget
hvor de fra toppen løber de andres maraton mod bunden

tiden er til at sætte sin moral i banken
som banker renten nedunder nul

tiden er til fortiden, til pensionsopsparinger
nu som i fremtiden graves op og overrasker måske
fascinerede kulderystende og tænderskærende cyborger

tiden er til sorte tal på hvid baggrund
og ikke til at tale med hinanden
eller kun i ensomhed fra intercom-installerede kister

tiden er til dem, der kommer først
og dermed til tiden
tids nok til at vinde nok i sig selv og det hele

tiden er til blændende blingbling
byens projektører lyser på mig som lyser tilbage
da min overflade endelig, endelig fejres

tiden er til tolkninger af tegn som de få
tør lade som om de forstår og dømme de andre ud fra
hensynsløse farvetoner i disharmoni
fortolket i tidens tegn

tiden er ikke til virkeligheden
tiden er ikke til forståelse
tiden er til slutninger
ikke til begyndelser

tiden er ikke til din næste eller næste igen
tiden er til dig og dig alene
som velgører verden med kasserede gaver,
udsondringer af skønåndens egennytte

tiden er til enkeltmandsrevolutioner
udfisende orange paddehatteskyer over touperede isser
gjaldende kældermenneskeskrigs ekkoer
udover globaliserede glansbilledealbum
”det er en velkendt sag – at frygt brænder hjerner af”

tiden er til terror
kun ganske små doser er nødvendige
og tiden er mistænksom ligesom naboen
som også holder øje med dig

og ikke mindst er tiden til børnene
som begynder med at skubbe den foran sig som en gåvogn
indtil de til sidst falder tungt ind i den i slowmotion
og forskræmte og forslåede dømmes voksne

som det i et langt nu går op for
at tiden er til

Danmark er middelmådighed
og fornægtelse blandet med frygt
Vi tager med den ene hånd
og stjæler med den anden
for så at vende folk ryggen
Det eneste vi byder vores gæster
er et nakkeskud i grøften

Vender vi blot vores blik væk
findes problemet ikke længere
Fryser blot et menneske ihjel
er det blod på vores hænder
Smerten er ikke utaknemmelighed
det er rygraden i et folk
Smerten er uundgåelig
men hvor er kærligheden i os

Vi går fra folkelighed til krig
fra åbne arme til en armé

Magiske gnister i min mave
sprænger fri af
livets bånd
dets kvælertag
dets arbejdsliv og stress og jag
dets matrielle luftlag
der holder stabilitesen sammen
med lim af glitter
pitch-, punch- og oneliners
dramatiske overtag
af min krops udsmykning
dets fastfrysning
med iskrystaller på min ordlyd
og trommehvirvler på min gangart
Jeg er en afart

Systemets pragteksempel
blot endnu et nummer
til gavn og indtjening
Endnu et procentuelt skridt
i den rigtige retning
Endnu en borger
blind for forandring
men hvad de ikke ved
er at min sjæl er i blomstring
Hvad de ikke kan se
er at jeg er en torn
i deres forankring
Jeg er deres afmagt

Og når de slår os med deres paragraffer
indholdsfladt tv og kalkulerede mediekrig
kan jeg mærke følelsernes skrig
bruse frem af bølgerne
på de fri
Dem uden skærmens lænker
og selvrealiserings afhængighed
Jeg kan høre dem tænke
og jeg kan sprede deres opflammende råb
Måske du også kan høre dem
hvis du lytter med et håb

De er stjernerne i mit legeme
menneskelighedens dåb
De er din stemme
dit lyttende øre
et hjælpende pust
De er solen
når dagen føles tom
Dit indeste inde
Hjertet i din hånd