Mens jeg vandrer igennem Skelbækgade
og ser hvordan kvinderne hænge i poser
i hver eneste blinkende gadelygte
mærker jeg vinden blæse kokain
rundt fra hjørne til hjørne
uden så meget som at spørge mig
om jeg skal samme vej

Blæsten rykker poserne fra side til side
mens tårerne drypper igennem
og danner vandpytter på vejen
hvor i man kan læse
hvorfor gråden er så skinger
at end ikke jeg selv
kan holde den ud

Knuste glas smelter sammen med asfalten
Jeg vader rundt i skårene
lader varmen fra blodet sive stille
op ad mine nøgne ben
mens skuddene flyver langsomt
forbi mine blege øjne

Rundt om hjørnet ligger han sammenkrøllet
og venter på hun kommer forbi
for at rede ham fra de skrigende gader
som han for længst er blevet døv for
og nu ligger og græder i
fordi han aldrig rigtig
ku’ blive blind