Vi viklede vores stemmebånd
rundt om hinandens drømme
og lod vildskaben få røde øjne
så morgendagen aldrig kom

Vores hjerter var papirfly
i evighedens sejl
Vi var rejsende
uden fortrydelse og et savn

Vi er blodsbrødre forevigt
blot tusinde mil apart
Hvert skridt du tog
ser jeg stadig for mig

Når jeg ser regn falde
hvisker du fra bunden af din grav
Requiescat in pace
du kære barn af mig

Erindringer der gennemborer bevidstheden
har jeg mere end rigeligt af
Også dem der slettede dit ansigt fra min seng
som fjernede dine hænder fra min hals
og forsikrede dig om at jeg nok skulle prøve
ikke at være så satans kedelig
Noget der aldrig rigtig skete i dit hoved

Og jeg ville ønske jeg var bedre
At jeg ikke altid havde så ondt
At jeg kunne snakke med dig uden
at få hjertebanken
At vi kunne have en samtale om noget
vi begge interesserede os for
Men det skete aldrig

Jeg nåede at blive mæt af dage
Noget jeg aldrig troede skulle ske
fordi du aldrig kom forbi
og tog min verden fra mig
som jeg ønskede det
hver eneste aften
hvor regnen piskede på min rude
og dine fingeraftryk stirrede på mig
Fedtet ind i glasset på indersiden
Regnen kunne ikke vaske dig væk

Regnen