Fra det sekund du sprang
og fløj ud på himmelen
med stækkede vinger
som en såret sort fugl
faldt du mod jorden
i et lydløst skrig
og lod livet få en ende
i en dyster beslutning
der fik stenen til at rulle
og min verden til at splintres
for dine tabte drømme
der fangede mig ind
i ubesvarede spørgsmål
som aldrig finder svar

I det sekund du sprang
og fadede bort
som et stjerneskud på himmelen
stod jeg tilbage
i et hul af savn
og en fordrukken mor
i en fremtidserindring
som en faderløs unge
der endnu basker rundt
for at finde en retning
i vildfarne vinde
og på vaklende ben
med et hjerte der tvivler
på det sekund du sprang

Erindringer der gennemborer bevidstheden
har jeg mere end rigeligt af
Også dem der slettede dit ansigt fra min seng
som fjernede dine hænder fra min hals
og forsikrede dig om at jeg nok skulle prøve
ikke at være så satans kedelig
Noget der aldrig rigtig skete i dit hoved

Og jeg ville ønske jeg var bedre
At jeg ikke altid havde så ondt
At jeg kunne snakke med dig uden
at få hjertebanken
At vi kunne have en samtale om noget
vi begge interesserede os for
Men det skete aldrig

Jeg nåede at blive mæt af dage
Noget jeg aldrig troede skulle ske
fordi du aldrig kom forbi
og tog min verden fra mig
som jeg ønskede det
hver eneste aften
hvor regnen piskede på min rude
og dine fingeraftryk stirrede på mig
Fedtet ind i glasset på indersiden
Regnen kunne ikke vaske dig væk

Regnen