I det yderste cellelag
sad jeg fast
afhængig
af at fyldes op af andre
med kærlighedens omsorg
som alligevel altid
forvandledes til blod og tårer
fordi det aldrig rigtigt trængte gennem
Afhængig
af ikke at være alene
for alene var jeg fortabt
som en hjemløs i hjertet

Så jeg fandt i blinde
sammen med andre hjemløse
hvor vi afmagtsfulde
slog kærligheden ihjel
for vore hjerter var hule
som tomme rum
og hvad der ikke
i forvejen var fyldt
kunne intet give tilbage

Lagt i andres hænder
balancerede mit hjerte
på en gyngende grund
i tidevandets tilfældige bølger
i kærlighedens luner
som en gadelampes blinken
mellem lys og mørke
hvori jeg blev
til ingenting
når jeg blev forladt
og når jeg ikke blev forladt
fordi ingen nogensinde
havde lært mig at elske
mig

Først nu
finder jeg bo
i min krop
i mit hjerte
I stilheden
der folder sine bløde blade ud
I ensomheden
der sprænger sig vej
gennem cellelagets tykke vægge
og helt ind i hjertets bagerste rum
hvor jeg kan elske
elsker og elskes
uafhængig
af afhængigheden