Og så snakker alle om den skyfri himmel
der åbenbart symboliserer lykke
hvor regnen er en undskyldning
for at være deprimeret
Men mit sind er altid gråt
der er intet der er skyfrit
Hvis endelig det sker
skal jeg nok formå
at ødelægge det igen

Og alle de snitsår jeg lavede
mens jeg kiggede ud af vinduet
og mine naboer trak gardinerne for
fordi jeg stirrede igennem dem
De brænder og svier og ætser
for alle de kemitimer
jeg har pjækket fra
fordi mine partikler
gav stød

Ligesom synet af ham
og tanken om alle de noter
jeg skrev og brændte
og skrev og brændte
og kastede bort og begravede
fordi han aldrig måtte se dem
og jeg ønskede at glemme dem
Som de evindelige skyer
jeg forsøgte at ryste af mig

Cecilies blog her