Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.

Måske skyldes mit konstante behov for sammenhold på trods,
at jeg ikke har hørt om andet siden pre-teen tiden.
Måske skyldes min evige søgen efter rødder,
at jeg altid kun har fået lov at stå i solen et øjeblik.
Måske skyldes min drøm om én familie indenfor rækkevidde,
at jeg har brug for en overskuelig håndgribelighed indenfor øjenvidde.

Måske bider jeg negle,
måske har jeg sværere ved at elsker,
måske elsker jeg torden,
fordi jeg er skilsmissebarn.
Måske synes jeg, at det er en selvfølge,
at få sin livret hver gang man er på besøg det ene og det andet sted.
Måske synes jeg, at det er normalt,
at orientere mig om, hvor den ene voksen er, når den anden er i nærheden.

Måske er jeg skilsmissebarn på grund af alle de ovenstående grunde.
Måske tænker jeg for meget.
Måske identificerer jeg mig for meget med min barndom.
Måske husker jeg for meget.
Måske burde jeg i virkeligheden
danse på bordene
når det regner,
når det er Fars dag
og Mors dag og alle mulige andre dage,
når jeg har tidligt fri.
Måske er jeg ikke skilsmissebarn,
mere.
Måske er jeg det igen i morgen,
eller næste gang jeg kommer i tanke om det.

Dine øjne vandrer
frem og tilbage
fra kvinde til kvinde
fra barm til hals
til funklende øjne
der søger ned
til dit skridt
og omfavner det
med varme hænder
Kysser din mund
med læberne adskilt
og mørket kvæler lydene
fra jeres fælles knæk
i øjnene
Fælles knæk
på stemmebåndet
i øjeblikket hvor
et hvidt lys
rev sig igennem mørket
og skilte jer to ad
mellem ring og frihed
smittebærende lighed
I en kamp om kampen
der altid fik dig
til at se på hende
alle andre steder
end i øjnene

Kærlighed
kan klare alt
Sagde hun
naivt

http://ceciliesund.wordpress.com/2013/03/25/kaerlighed-kan-klare-alt/

Der er så langt imellem det
at det nærmest laver gispende lyde
som en kvinde der kvæles
og ved det er sidste gang
hun ser sin mand i øjnene
Og så skriger vi
og hiver totter af hinanden
mens verden står stille
og vores stole flyver rundt
indtil en af os får den i hovedet
og drætter om
så den anden
går i panik

Der er så langt imellem det
at når vi er tæt på
så smadrer vi det mod gulvet
så små stykker sølvfarvede sten
vil flyve ud over det hele
Ligge som en opvågning
og stirre os op i øjnene
Og så kysser vi
mens alt igen bliver stille
og vi kan falde sammen til det
de andre siger vi burde være
men som kun er 5% af det hele
De 5%
der holder alting på plads

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2013/02/14213.html