slut – Digtsamleren

Kirsebær og andre metaforer for mødomsberøvelse – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 23 Sep 2016 14:50:52 +0000

Jeg tror jeg drømmer
når du splitter mig
som Moses og hans hav
Når du parkerer
alt det gode af mig
og det dårlige
jeg ikke kan skjule
på hver sin side af din libido
Jeg er din træl
din tøjte
din kvinde
og du rider min fornuft
som en mare på rov
Jeg kan ikke lade være (!)
med at underkaste mig
din befaling
og så dør jeg
lidt mere
Når du tapper mig
for blod og viljestyrke
Når du penetrerer mit sind
med dine borende øjne
og en ny verden
jeg ikke kan undslippe
Lad os kalde den
slem og sårbar
Bankende, rød
Som et kirsebær
der mister sin sten
og saften løber, løber, løber
og Moses ler
imens du græder
stille bag dit slør

Alt det, jeg har (i Føtex) – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 12 Jan 2015 14:56:58 +0000

Alt det vi har
holder os tilbage,
og jeg er slet ingen undtagelse.
For jeg afskyr kærlighedssange
og folk, der kysser i Føtex.
Nu.
Og det er okay (siger jeg til mig selv),
for jeg er jo en af dem,
der holdes tilbage
af mine tidligere illusioner
og dét faktum,
at jeg er verdens største romantiker.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde
– eller i dette tilfæde –
at holde op.
Helt op.
For at holde mig selv oppe,
når det møgirriterende og lykkelige kærestepar med alt den tid i verden, de kunne have brug for,
vælger at kysse hinanden i smadder i grøntafdelingen,
når jeg for fanden bare gerne vil have fat i min broccoli
til min middag for én.

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.

Borte – digt af Kristina Munch

KristinaM — Wed, 17 Sep 2014 17:57:48 +0000

Borte

vendte jeg mig

vænnede mig til

de lange måneder

uden et ord fra dine læber

uden dig

Borte

sultede mit hjerte

som du så nemt lod samle støv

uden at mærke dets savn

Borte

satte du uvidende mit hjerte fri

forelskede mig i en anden

som ikke er dig

Borte

må du blive borte

og ikke splitte mig ad

når du atter søger hjem

og kræver mit hjerteblod tilbage

i pinefulde øjeblikke

ved at se dig

desperat

efter at give mig

alt det du aldrig gav

borte

Borte

jeg er allerede borte

fra dig

Myg – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 20 Jun 2014 13:03:02 +0000

Lykken viser sig i glimt
og på papir, når jeg får sendt et brev.
Og modtageren vil ikke vide, hvad ramte
for pludselig står års kendskab til regnskab
og afslutningsvist sætter jeg et aftryk af mine læber,
trods alt.
For de har jo boet hos rette vedkommende,
og været lykkelige og fugtige.
Og det må man ikke glemme, skriver jeg.
Det må man ikke glemme.

Fejlagtigt og åbenlyst skriver jeg min store kærlighed
og streger det over med kvajeblæk,
for det gjorde alligevel for ondt.
Og måske er jeg dum som en dør,
som jeg sidder her og formulerer et jammerligt testamente over vores fælles fortid
og den separate fremtid.
Og jeg glemmer med vilje nutiden,
for den er ikke værd at nævne.
Den stikker bare til min facade,
og det kan vi ikke have.
Jeg knækker kun i trygge rammer,
og de ligger i ruiner for tiden,
så det ville være spild af kultur.
Det skriver jeg med skråskrift,
og håber, billedet bliver læst.

Jeg har lyst til at berette om mit cykelstyrt,
men jeg ved, at det vil være som at tale til en væg
bare fordi jeg ikke bruger hjelm
netop fordi prædiken gør mig harm og modstandsdygtig,
og nu skal jeg heller ikke passe på mig for dig mere.
Men du skal altid køre med sele, understreger jeg.
Altid køre med sele.

Og jeg tegner et hjerte
på midten af det linjerede papir,
og skriver vores initialer med citronsaft.
Måske du ser det en dag,
måske rette vedkommende løser gåden.
Og i det med småt
skriver jeg, at jeg elsker dig
og at jeg altid vil elske dig,
også selvom vi aldrig vil mødes igen.

Så imens blækket løber med det spildte saltvand,
prøver jeg at konstruere en passende afslutning.
Men må konkludere, at det endnu ikke er muligt
at afslutte noget uafsluttet
med et opsummerende, metaforisk opstød.
I stedet vedhæfter jeg vores feriefoto fra i fjord,
og lader det være sidste ord,
imens jeg mærker hvordan dit navn smerter min tunge,
og jeg fordufter
som dug fra solen
en sensommeraften i myggelysets skær.

Skønhedspletter – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sun, 30 Mar 2014 15:46:08 +0000

Det bløder
fra alle steder, der engang huserede mine skønhedspletter.
For jeg skar dem væk,
udhulede dem
imens jeg hulkede.
Ikke på grund af smerte,
men på grund af alle de minder, de bar med sig.
For jeg husker dengang du talte dem,
hvordan det kildede og hvordan du kyssede.
Men nu bløder jeg bare.
Fra alle steder på min krop,
og jeg føler mig dum,
som jeg sidder indsmurt i min egen blodpøl.
Fordi jeg elsker så meget.
Fordi du ikke kan finde dig selv.
Fordi du skal tænke over, om du er klar til et liv med mig.
Og sikke en lussing, sikke et slag.
Jeg tegner flere skønhedspletter,
så der er mere at bløde fra.
Og du kontakter mig ikke.

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.

Afsked – Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Wed, 20 Mar 2013 17:09:33 +0000

","caption":"","created_timestamp":"1251405630","copyright":"COPYRIGHT, 2007","focal_length":"18.9","iso":"100","shutter_speed":"0.0111111111111","title":""}" data-image-title="" data-image-description="" data-image-caption="" data-large-file="https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044.jpg?fit=740%2C555&ssl=1" class="alignnone size-medium wp-image-1105" alt="" src="https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044-300x225.jpg?resize=300%2C225" width="300" height="225" srcset="https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044.jpg?resize=300%2C225&ssl=1 300w, https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044.jpg?resize=1024%2C768&ssl=1 1024w, https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044.jpg?w=1480&ssl=1 1480w, https://i0.wp.com/digtsamleren.dk/wp-content/uploads/2013/03/sdc13044.jpg?w=2220&ssl=1 2220w" sizes="(max-width: 300px) 100vw, 300px" />

Flere grimme ord
bygger bunker
af faretruende farveller
ovenpå en krakeleret fortid
i en alt for fjern forstad
hvor vi to aldrig rigtig
kunne sige farvel

Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med dine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over min horisont
i nattens sure opstød

Der var koldt
sidst vi så hinanden
og intet kunne varme afstanden
der stod tydeligt i mellem os
som ekkoet af et barns skrig
der for længst var stoppet
men aldrig i vores hoveder

Du skrev at jeg ikke
var det menneske du troede
at jeg var ligesom alle de andre
Endnu en side i din bog
fyldt med brændende vrede
i tusind kvinders øjne
afklædt i dit sind

Du fortalte at jeg ikke
levede op til de ting jeg sagde
og at du altid stod ved dig selv
Men du var aldrig
den du gav udtryk for
aldrig helt
min

Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med mine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over din horisont
i nattens tykke tåge

Dit navn vil altid stå skrevet
på indersiden af mit hjerte
men også for evigt ligge
som en advarsel
i mit hoved

Egen blog her

Den der afstand – Af Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Sun, 17 Feb 2013 18:55:03 +0000

Der er så langt i mellem det
at det nærmest rejser sig
helt op på tæerne
og stamper hårdt i jorden
som en hidsig hest
når vi er tæt på
men endnu ikke helt er sikre
Og så falder vi
og vælter sætninger ind i hinanden
Misforstår dem
Tolker dem på måder
som vi ved er forkerte
fordi kaos
er det eneste
vi kan rumme

Der er så langt imellem det
at det nærmest laver gispende lyde
som en kvinde der kvæles
og ved det er sidste gang
hun ser sin mand i øjnene
Og så skriger vi
og hiver totter af hinanden
mens verden står stille
og vores stole flyver rundt
indtil en af os får den i hovedet
og drætter om
så den anden
går i panik

Der er så langt imellem det
at når vi er tæt på
så smadrer vi det mod gulvet
så små stykker sølvfarvede sten
vil flyve ud over det hele
Ligge som en opvågning
og stirre os op i øjnene
Og så kysser vi
mens alt igen bliver stille
og vi kan falde sammen til det
de andre siger vi burde være
men som kun er 5% af det hele
De 5%
der holder alting på plads

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2013/02/14213.html

digt 10-08-2012 – Af Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Fri, 10 Aug 2012 20:18:55 +0000

Kan jeg trække dig væk
fra de skrigende pigestemmer
ud i en atmosfære
hvor alting står stille
Selv vores vrede ord
og mine onde beskyldninger
Kan jeg
få dig til at glemme alt
og starte forfra
med at kysse mig
Du må hjertens gerne
glemme tungen
og bare bide mine læber til blods
det er fint nok
helt ok

Kan jeg nå at fange dit blik
blandt menneskefærd og dubstep
danse mig igennem mængden
og hoppe frem mod dig
stirre på dig indtil du
accepterer og trækker mig væk
svinger mig rundt i cirkler
gør mig rundtosset
får mig til at grine
og hælde mere rom og cola
ned igennem halsen
Kan jeg
flette fingre med dig
mens alting blinker
så det ligner at folk
danser i slowmotion
Lade musikken fade ud
og alting
falde
ned

Kan jeg
presse aftrækkeren i bund
og se dig falde på knæ
uden at
fortryde

ceciliekristensendigte

[fblike]