Nu er gråheden for påfaldende
og alles blikke sænkes
mens de 7årige samler pant
for deres forældre
som sidder og tigger
ved Bispebjerg station
Jeg selv har altid frygtet
udnyttelse af disse små
fra fremmede der tilbyder ly
i den kommende oktoberkulde
men jeg kan intet gøre
for nu er de videre
løbende med hinanden i hænderne
Og de griner ikke længere
for alle er efter dem
men jeg ser ingen andre
Jeg kan bare mærke
deres frygt

Jeg hader de orange tage
De er over det hele
i den her by
Og de summer
og knager
og ovenpå dem hviler
de rustne skråruder
der aldrig bliver åbnet
De er nærmest patriotiske
forblændende, genkendelige
indtil man kommer på landet
eller til de dyre steder
Men her
her lægger de sig på gullige mursten
hvor visne roser læner sig
og minder os om
den sol der en gang stod
insisterende og lysende
og forførte os til brandsår
og efterlod os grædende
under vores bruser

Og det bliver aften
og nætterne kaster blidt
energi i mellem vores læber
så vi kan synge og råbe
mens vi danser og tæsker
vores hårhudede hæle
Men det bliver morgen
og realiteten bliver
butiksruder der pudses
Overalls med reflekser
samler skrald der blev smidt
da ingen tænkte
og alle håbede
på et finde noget der bare lignede
en form for fremtid
en form for stabilitet
mens de indså
at nætterne bare fik dem længere
fra deres drømme

Det varer ikke længe
før jeg har knækket min blyantspidser
og min computer løber tør for strøm
men det er også lige meget
Jeg har sagt det hele
eller i hvert fald det meste
Mine hemmeligheder
tager jeg med i graven
Indtil da håber jeg bare
at jeg ikke snakker i søvne

http://ceciliesund.wordpress.com/2013/10/11/tristesse/