Jeg kan høre jeg trækker vejret
men jeg føler ingen afslapning
Luften i mine lunger
er gammel og muggen
Sort som en frustreret digter
mens den knurrer som en kælen kat
og dagene forsvinder

Jeg renser mine sår
med blokbogstaverne fra bogen
Dine passionerede udråb
dit naive blinde kærlighedshåb
De ætser dem bare mere
og jeg har intet rent papir
at fjerne den gule væske med

Vi kunne forlade hinanden
i et vægtløst åndedræt
og dele alt lige over
som et sandt ægteskabs scenarie
Eller blive ved at skrive tekster
om min vrede og dine kys
og gøre alle til en del af os

Det er jo det vi er her for
det vi er skabt til baby
så kom nu her
så vi kan stirre os blinde i solen
og abstrahere fra maskinerne
og alle de andre københavnerlyde
der skubber ruderne ned

Vi må fryse
endnu en vinter
mens vi skriver løs på vores papir
og elsker i de støvede lagener
når gardinerne er smidt til vask
og alle kan se på
fra deres to-værelses lejligheder
på den anden side

Her er der ingen der kommer
for nøglerne er for længst smeltet
og skyerne har ligget længe
hen over vores tag
Her er der ingen der kommer
for oktobers sol står lavt
og når du græder står den
så lavt at ingen kan se
vores hoveddør

blog

den konstellation klær’ mig bedst.

Her kan du og du være mig kær

og give plads til mellemrummets tysthed og begær.

Lad bare regnen falde
Piske vejen til med gråd
Lave huller og buler og sår
Der kun kan heles af
sorttjente vejarbejdere
uden en gyldig licens
som heller ikke betaler licens
og som ikke ved hvad
det vil sige at
drikke sig i hegnet
på en onsdag

Lad bare skyerne komme
og mørklægge naturen
således at alt der før var grønt
bliver sort eller gråt
Som om vejret pludselig
blev deprimeret
og fik en besynderlig lyst
til at drikke sig i hegnet
på en ellers så dejlig
onsdag aften

Lad solen titte frem
og brænde huden op
på ethvert ynkeligt barn
hvis forældre ikke har råd
til faktor 20
og derfor må smøre ungen ind i
kopattesalve og håbe på
at det holder skoldningen væk
mens de bruger de sidste 30 kr
på en papvin
nede fra fakta
så de kan drikke sig i hegnet
onsdag aften

Lad bare tordenen brage
og lynet spide sig ned
igennem taget på kirketårnet
hvor klokkeren sidder og sover
tålmodigt venter på
at klokken slår midnat
Men ilden starter ikke
han vågner blot og
drikker en slurk af sin brændevin
natten til torsdag
forhenværende onsdag
i henrivende, smukke
Stenstrup

Dér indser han
at hans stilling
for længst er blevet erstattet
af nutidens teknologi
Så han tager
endnu en slurk
og går til ro
med regn
i hovedet

ceciliekristensendigte.blogspot.com