storby – Digtsamleren

København, din skøge – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Tue, 07 Apr 2015 18:25:10 +0000

Jeg følger dig rundt i gaderne
på brosten og på fliser
du er min skøge,
min smukke natsværmer
og jeg suger alt ud af dig, som var du et rør
i min iskaffe
og du er våd og kold og jeg elsker dig
ligeså højt
som min løn
der giver mig mulighed for at ødsle mine penge,
bruge dem på dig
så du ikke dør
du må ikke dø
aldrig nogensinde.

Du er det bedste jeg har
når solen skinner og du er så forårskåd
at du kan sælge mig is og alt for dyre drinks
fordi du kender de rigtige steder
og jeg har lyst til at ruske i dig
få dig til at komme
udover min sørgelige sjæl
fordi det også bliver vinter igen
og jeg vil have dig
som du er nu
hele tiden
og med ukrudt, lugt og byggeri
i dit hjerte
jeg tager dig for den du er
når bare du ikke opgiver mig og mit håbløse rod
der vil elske med dig
råbe dit navn, igen og igen
imens vi vælter os i kultur
og du lover mig at forny mit årskort til dit palads
der er din dansende hverdag
din liderlige trummerum
der lever af min uforbeholdne kærlighed.

Det er ikke et sekund for tidligt
når du sælger dig selv
for min skyld
når jeg boltrer mig rundt i dine herligheder
som hemmelighedsfulde kys
som var de den forbudte frugt
fordi jeg skal tidlig op i morgen
fordi det kun er tirsdag og du lokker
med dit livemusik og de kulørte lamper
og så er jeg slået hjem
og må overgive mig til dine skørter
som en hundehvalp
der slikker og slikker
til sidste dråbe er væk og så blev det onsdag
og selvom jeg burde have dårlig samvittighed
over at bruge dig,
du underskønne afrodisiaka,
så gør jeg det igen i morgen og i næste uge
fordi du kan holde til det, skat
du er trods alt en by med godt ry
København.

Istedgade – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 01 Mar 2014 10:31:42 +0000

Det ligner verdens længste cementallé,
en vej uden ende,
en udvej, du ikke kender udgangen på.
Istedgade hyler i stilheden.
Og overalt
ser du flokke af mennesker,
mængder af stereotyper,
horde af folk, der fryser
uanset hvor meget tøj de har på.
Tror du.
I det fjerne hører du
sirenernes kalden, de fortabte sjæles kampråb.
Tror du.
Og nu fryser du pludselig.
Vesterbro ryster din grundvold.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.

Nogle gange – Digt af Johnny Chr. Thjellesen

dachekov@gmail.com — Fri, 04 Jan 2013 16:16:01 +0000

Nogle gange når

solen står højest

Føler jeg varmen

omslutte mit ansigt

Føler brisen suse hen over

det der engang var virkelighed

Men nu kun minder.

Jeg mindes en tid hvor

alt var legende let

Hvor lektierne kom i anden række

og hvor fodbolden kom i første

Hvor der engang var en dreng

er der nu en ung mand der er

Ved at få de symbolske hår på brystet.

Jeg får lyst til at

opfinde en tidsmaskine

For at kunne rejse tilbage

til den tid hvor jeg var på toppen

Toppen af mit eget liv.

Men jeg lever i minderne

af en tid der er gået

Som nok aldrig kommer igen

i form af tilråb og jubel fra tilskuer

Af en fodboldkamp de har betalt for.

Jeg ønsker ikke længere at være fodboldspiller

men derimod ønsker jeg at leve et langt liv

Hvor jeg kan dyrke mine egne afgrøder

i en have hvor jeg fører riven i muldet

Af jord jeg selv har luet og plejet som det var mit barn.

Jeg vil være gartner hvor jeg kan

komme til orde når jeg har lyst

For planterne kræver kun lys og vand

en smule kærlighed, men de

Bliver større og flottere af at man taler til dem.

Se de har et liv ligesom alle andre

de taler bare et sprog som vi ikke forstår

De taler i gåder af tiden hvor de

kun var frø ligesom vi har været spæd

I en tid hvor vi behøvede vores forældres hjælp.

Men når de vokser op i lyset af solen

og i regnvejret af livsgivende væsker

Rejser de sig op under himmelens tag

hvor vi alle vokser i vor herres hjem

Af fotosyntese der gør at vi ser bedre ud

aftenen forinden.

Collage – Af Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Tue, 02 Oct 2012 19:20:55 +0000

Gnid dig ind i mig og
buk dig for de andre
Led dig selv ind bagved
klistrede ansigter og
gem din blege tunge
bag en eller andens
grimme stive lem
Husk på at du altid
kan købe dig ud
af limens klistrede favntag
hvis du har håndører nok
på lommen

Ønsk dig væk fra rammen
eller lær at leve med den
og alt det andet der kontrollerer dig
Skygger og bunker af øjne
der alle brænder sig ind til dig
Blå, grønne, brune, gule
der stirrer ondt
ind på dit bryst
og laver brandmærker rundt
om dine frysende brystvorter
med en enkelt tanke i hovedet
som de aldrig kan slippe

Lad nu vær at lade tankerne
være tynde og porøse
Jeg vader lige igennem dem
som var de sølvfarvet spindelvæv
hængende over en mørk tåget gade
en fugtig nat i September
Du hænger ikke der
men over min dobbeltseng
bagved alle de andre mennesker
jeg har spredt benene for
i mine farverige
unge dage

Der hvor du
var den eneste kvinde
i mørket

[fblike]

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk