Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Og midt i smilet
sidder jeg plantet, som det lille stik af usikkerhed,
som metrologernes utilregnelige floskler i maj.
Jeg er ikke den hjemmelavede is i august,
men den dryppende ispind fra kiosken
og den alt for lille bikini.
Jeg er det krøllede ugeblad, der bliver læst igen og igen hos lægen,
og det slidte magasin, der går på runde hos frisøren,
jeg er som midsommerens junihyl
og de decemberglatte veje.

Jeg er ikke den ledende type i modvind,
snarere den, der kysser blodet af hudafskrabningerne.
Jeg ér hudafskrabningerne,
og den klæbende lim fra plasterets arme.

Jeg er heller ikke den kølige fadøl i baren,
eller det dristige kys, der bliver givet i al forvirring.
Jeg er forvirringen,
og loddet, der aldrig bliver taget i tombolaen.
Og i februar er jeg den smeltende undskyldning af en snemand,
guleroden, der svømmer i en pøl af sjap,
og de fedtede håndaftryk og snotspor på ruden.

Jeg er den tårevæddede afsked til sommeren i oktober,
den sviende fornemmelse af papiret i blommen,
og den væskende vabel, der aldrig heler.
Jeg er ikke den tindrende stjerne på himlen i april,
jeg er mere det røgede kølvand på fly.
Og imens januar fryser julen ude og giver menneskemængderne deres udsalg,
er jeg gaven uden byttemærke,
der nok skal komme til sin ret.

Hvad angår sensommerens forelskelser i september,
så er jeg den sidste tur langs kanalen,
den sidste joker i kabalen.
Jeg er det største snefnug i marts,
hvor solen ikke ved hvor den skal slå lejr.
Og så længe der er fjernsyn i hjemmet,
er jeg den slukkede radio og de bestøvede antenner.
Jeg er ikke glimtet i øjet
eller tåren i krogen,
vippen på kinden
eller spyttet i mundvigen.
Jeg er tanken om, at det hele kan stoppe
og ligeledes aldrig ende.
Jeg er årets første og sidste prik,
jeg er ikke til at tage fejl af.
Jeg er her.

Dine øjne vandrer
frem og tilbage
fra kvinde til kvinde
fra barm til hals
til funklende øjne
der søger ned
til dit skridt
og omfavner det
med varme hænder
Kysser din mund
med læberne adskilt
og mørket kvæler lydene
fra jeres fælles knæk
i øjnene
Fælles knæk
på stemmebåndet
i øjeblikket hvor
et hvidt lys
rev sig igennem mørket
og skilte jer to ad
mellem ring og frihed
smittebærende lighed
I en kamp om kampen
der altid fik dig
til at se på hende
alle andre steder
end i øjnene

Kærlighed
kan klare alt
Sagde hun
naivt

http://ceciliesund.wordpress.com/2013/03/25/kaerlighed-kan-klare-alt/

Der er så langt imellem det
at det nærmest laver gispende lyde
som en kvinde der kvæles
og ved det er sidste gang
hun ser sin mand i øjnene
Og så skriger vi
og hiver totter af hinanden
mens verden står stille
og vores stole flyver rundt
indtil en af os får den i hovedet
og drætter om
så den anden
går i panik

Der er så langt imellem det
at når vi er tæt på
så smadrer vi det mod gulvet
så små stykker sølvfarvede sten
vil flyve ud over det hele
Ligge som en opvågning
og stirre os op i øjnene
Og så kysser vi
mens alt igen bliver stille
og vi kan falde sammen til det
de andre siger vi burde være
men som kun er 5% af det hele
De 5%
der holder alting på plads

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2013/02/14213.html

Men det stopper der
og jeg tror nu nok
det ikke vil starte igen
så jeg tænker ikke på dig
jeg forbrænder og fortrænger
men får så tankerne tilbage
Husker på hende
og hendes
”ja” til dig

Jeg så dig vende mig ryggen
flytte ud i det blå
tage din sølvring på
og banke mig i panden med den
Mærkede dig spidde mit bryst og sulte mig
tage hjem og glemme mig
som om jeg
bare var endnu
en tankestreg

Jeg mærker en genkendelighed
i stanken af min
dårlige samvittighed
Hvorfor har jeg en svaghed
for din urimelighed?