Der kommer en dag
hvor vi kan se tilbage
på alle vores dumheder og uforsigtigheder
og faktisk være okay
fordi vi trods alt er blevet
dem vi er
Der kommer en dag
hvor vi vil le
så blomsterne springer ud
og vækkeuret går i stå
Hvor én ulykke kommer alene
fordi vi er blevet mestrer
til at afværge og forebygge
Og en dag vil jeg fange solen
i mine hænder og kaste den
mod dit grædende ansigt
imens jeg fortæller dig
at vi snart vil kunne bruge øjeblikket
som noget værdifuldt og du vil
ryste på dit hoved og græde endnu mere
men du vil ikke kunne skjule
den lille smule af lykke
du gemmer i dine mundvige

Der kommer en dag
hvor mørket ikke kan nå os
og når det os alligevel
så går vi bare ud i lyset igen
Der kommer en dag
hvor jeg er blevet bedre
til at håndtere min smerte
og bruge den som årringe i min vækst
Hvor vi graver kartofler op
uden at blive solskoldede
imens din mor kommer med iskold lemonade
og en øl til dig
Der kommer en dag
hvor det føles som om
vi aldrig var gået i seng
og vi vil tage endnu en drink
imens vi ubesværet når
Whitneys høje toner
og ønsker vores ekskærester lykke
også selvom de maltrakterede os

Der kommer en dag
hvor vi hviler så meget
i os selv
at vi ikke finder det stressende
at grine og græde
på en og samme tid
På samme dag
Samtidigt
En dag vil vi aldrig
mangle kaffe eller penge
for vores økonomi vil være så kedelig og flydende
at vi ikke behøver at bekymre os
En dag vil vi kaste guld
efter vores børn
for at få dem på højskoler
så de kan blive intellektuelle individer
med hang til musik eller litteratur
Der kommer en dag
hvor vi vil græde
når Det er så yndigt at følges ad
beklæder kirkernes spir
og det vil være okay
og det vil være forventeligt
for jeg vil altid være følsom
og vi vil altid have kleenex med
i tilfælde af poetiske hverdagslinjer eller
brud i asfalten

En dag vil vi se tilbage på vores ungdom
og blive sentimentale og rørstrømske
imens vi deler en snackkurv
og sætter hatten på skrå
fordi vi faktisk gjorde det
Fordi vi rent faktisk gik hele vejen
Og mit hjerte vil slå
endnu hurtigere
når du sidder dér
ved vandet og stråler
og holder hele min verden
i dine hænder
fordi jeg var modig nok
til at give dig det

Der kommer en dag
hvor vi vil smile af det hele og
være lykkelige over
at vi turde at
give slip
på kontrollen
og satse hele butikken
Der kommer en dag
hvor du vil stå med mit hjerte
helt og bankende
imellem dine hænder
Og det er skræmmende
på en måde, der gør
at jeg glæder mig

Jeg synker den sidste dråbe og
ønsker mig flere dage
hvor det er okay
ikke at være okay
Dage
hvor vi bruger tid på
alle de følelser
der bor under huden
Dage
hvor vi griner af os selv
fordi vi er så impulsstyret
at vi ikke engang selv
kan følge med

Jeg vil ha’
flere dage med pandekager til morgenmad
og dage med stråhatte og bare fødder
Jeg vil ha’ dage
hvor jeg kan græde ned i kaffen
imens jeg bliver aet på ryggen
og utallige ’så, så, skat’ blødgør mine øregange
og mit hjerte
Jeg vil ha’ dage
hvor tiden ikke er relevant
for vores færden
eller vores mål
Hvor vores drømme er det mindste
der bliver opfyldt
Dage, hvor solen rammer
lige dér
hvor vi går
også selvom vi går i skyggen
med vores hænder omkring
vores sprungne uskyld

Jeg vil opleve dage
hvor du bygger mig et hus
helt fra bunden
som din mor laver sovs
helt fra bunden
Jeg vil opleve
dage med alle dine smil
svøbt omkring solstråler og blid rosé
Jeg vil ha’ dage
hvor vi mæsker os
i andres lykke
fordi vi også selv er lykkelige
Dage
hvor alle er det bedste, de har lært
Hvor tsunamier blot føles
som vandpytter i oprør
der let skærmes
ved hjælp af vores gode humør
og den tagrende, du har bygget

Jeg vil ha’ dage
der eksploderer
som pebermyntebomber på min tunge
Dage, hvor den eneste frygt
er frygten for fugleklatter
på de nypudsede ruder
Dage
hvor vi aldrig løber tør
for vin eller jordbærslik
Hvor vi altid har råd
til at være kulturelle
eller bestille en afbudsrejse
fordi vi bare må væk fra larmen
der er den hverdag
vi ellers er så glade for
normalt
Men vi er ikke altid normale
Jeg er i hvert fald ikke!

Og nu er der tomt på bunden
som jeg ser ned i flasken
der dufter af utopi og
store drømme
der gør sig bedst fortjent
til en side i en ungpigedagbog
hvor jeg også kunne skrive dit navn
tusinde gange ved siden af mit
og håbe på skæbnens kraft
Jeg kunne også bare gøre noget
Noget rigtigt, noget handlekraftigt
Jeg kunne stille mig ved byskiltet
og vente på, at du kører forbi
Jeg kunne sætte alt overstyr
og satse på medvind og forårsfebervildelse
Jeg kunne skrive dig digte
om alt dét, du kan li’
og krydse fingre for
at du ikke føler dig nødsaget til at flygte
Jeg kunne også bare starte
med at hilse på dig…

Og flaskens skår er nærmest smukke
som de ligger dér
på gulvet og glimter
øredøvende
som mine drømme
om bedre dage
og mere tid
Tid til at gøre noget
Noget rigtigt

tiden er til at deponere sit intellekt i en bankboks
sammen med atomaffaldet
for foden af bjerget
hvor de fra toppen løber de andres maraton mod bunden

tiden er til at sætte sin moral i banken
som banker renten nedunder nul

tiden er til fortiden, til pensionsopsparinger
nu som i fremtiden graves op og overrasker måske
fascinerede kulderystende og tænderskærende cyborger

tiden er til sorte tal på hvid baggrund
og ikke til at tale med hinanden
eller kun i ensomhed fra intercom-installerede kister

tiden er til dem, der kommer først
og dermed til tiden
tids nok til at vinde nok i sig selv og det hele

tiden er til blændende blingbling
byens projektører lyser på mig som lyser tilbage
da min overflade endelig, endelig fejres

tiden er til tolkninger af tegn som de få
tør lade som om de forstår og dømme de andre ud fra
hensynsløse farvetoner i disharmoni
fortolket i tidens tegn

tiden er ikke til virkeligheden
tiden er ikke til forståelse
tiden er til slutninger
ikke til begyndelser

tiden er ikke til din næste eller næste igen
tiden er til dig og dig alene
som velgører verden med kasserede gaver,
udsondringer af skønåndens egennytte

tiden er til enkeltmandsrevolutioner
udfisende orange paddehatteskyer over touperede isser
gjaldende kældermenneskeskrigs ekkoer
udover globaliserede glansbilledealbum
”det er en velkendt sag – at frygt brænder hjerner af”

tiden er til terror
kun ganske små doser er nødvendige
og tiden er mistænksom ligesom naboen
som også holder øje med dig

og ikke mindst er tiden til børnene
som begynder med at skubbe den foran sig som en gåvogn
indtil de til sidst falder tungt ind i den i slowmotion
og forskræmte og forslåede dømmes voksne

som det i et langt nu går op for
at tiden er til

Vinterdage

tænder mørket.

Og jeg

indser                                    Årene går

men tiden

flyver.

Vores tid er et brugt kondom
der hænger til tørre
på vores forfædres visnende samvittighed
Vi er det opkast
der skal rydde op
efter forrige generationers junkieliv
Vi skal betale deres afgifter
indånde deres røg
begrave deres skrald
Vi skal udvikle os og fremtidssikre økonomien
kulturen, eller nej vent, FUCK kulturen
Vi er dem der skal uddanne os
til at slå en skid
eller tænde et lys
Vi er den nye generation
af uvidenhed
for du ved intet
hvis du ikke er uddannet til det
Og hvis du ikke er uddannet til det
må du jo være en taber
og dem har vi i øvrigt ikke råd til
selv om ideen med samfundet
er at skabe en helhed
til de rigeste menneskers fordel

Vores tid er modsigelsernes tid
vi vil redde jorden
men i stedet voldtager vi den
Vores børn skal drikke med måde
mens vi selv suger Nyhavn ned
Vi skal udvise næstekærlighed
men kommer kun vores nærmeste venner ved

Vores tid er alt andet end romantisk
det er småborgerligt forhastet
det er lottogevinster og indholdsfladt tv
vores popkultur er playback
og opfindsomheden er forladt

Vores tid er den generation
som smider alt på jorden
Vi er ikke dem der gør oprør
men vi håber andre gør
Vi tør ikke åbne munden
men det kommer vores børn til

Faktisk er vores tid
helt ualmindeligt badeferie fedt
Her er høj sol i solarierne
og badevinger på hvert kvadratmeter
Vi har afskaffet slaveriet
og som svin
forbruger vi alt ting
på lånt tid

Vores tid
er bare ikke alternativernes tid
Vi skal bare have det pisse fedt
men vores tid er begrænset
og forandringer kommer
om lidt

kun sådan kan jeg bide over hele dit væsen
lade dig rumle i min mave
når du er fordøjet, kan jeg smile fornøjet
og huske, hvordan det gik, da jeg vandrede i din midte.

Du havde små kringlede veje
hvor jeg kunne brænde op
løbe i flammer mod en afvej
hvor jeg igen kunne rejse mig
lade det hele gentage sig bare for opmærksomhed.

Du havde et fast ansigt, jeg kunne udforske
falde over, falde i, somme tider forbi.
Alle dine små skønhedsfejl og sorte huller
blev pludselig så ligegyldige da du fik ring i næsen –
der fangede du mig næsten.

Du efterlod altid små stjerner i støvet efter dig;
dit bølgende hår skiftede farve, blev glat, korte og længere, så bølget igen – tiderne, der skiftede i dit sind.
Pludselig blev jeg desperat efter at træde ind.

Jeg fornemmer stadig havet omkring dig
lyden af livets bølger mod dine fødder
alt imens jeg skulle kæmpe for at holde mig oven vande,
klamrede mig fast til dine rødder
for ikke at glide mod mørkere tider.
Her begyndte min forelskelse uden videre.

Du trådte fri af solen
netop som den slukkedes i sin grav
her begyndte jeg for alvor at elske dig
med et skjult smil.

Lod mig falde frit bagover
brød havets overflade uden en lyd

lod mig falde mod bunden
her fandt jeg solen, sunken
vi lagde os til at drukne sammen

lod mit sidste åndedrag bryde verdens linjer
lod tiden vinde uden gnidninger
mit hjerte pumpede for fulde vridninger

og pludselig så jeg dig igen.

Fortræffelig, forfærdelig, færdig i mine tanker, der desværre vandrer. Frygter, flygter, falder, sætter ild til mig selv i mørket.

Jeg genopstår fordi dine krøllede fingre

tager om min sjæl
du hiver mig fri af dødens skygger
fordi du vil
du bærer mig gennem havet og efterlader mig alene på land.

Jeg vil altid elske dig på afstand
fordi jeg ikke kan nå dig
man kan ikke bide over sine drømme
men man kan vågne fra dem igen –
tilbage i virkeligheden kan jeg pege ud mod verden
og håbe
at bare én peger igen.

Forude venter kun stormen i mit hoved
mens byen vokser ustyrligt bag mig
menneske og metal er uadskillelige
jeg længes efter min søgte fortid
hvor jeg var løst fra giften i mit blod –
blot et par skridt, lige dér, foran mig
venter stormen, kaos, min opløsning
den herlige opløsning i træernes varme
den herlige opløsning i glemte dage
den herlige opløsning ikke at kigge tilbage
den herlige opløsning i at være mig selv

Stier, der engang var skjulte, er mit hjem
mens jeg glemmer min oprindelse
mand og kvinde har skabt mig engang
jeg længes efter at se mig selv igen

i en glemt verden af kærlighedsdans

Forude venter, altid forude, aldrig bagude
mens døden vokser ustyrligt i mig
digteren og melankolien er sammensmeltet
men jeg gør alt for at slippe fri
knuse min lyst til at vandre bort igen –
men et par skridt lokker, lige dér, snart
frihed venter ikke, så jeg løber bort efter den
den herlige frihed at løsne sig fra byen
den herlige frihed at hoppe nær havet
den herlige frihed i at tilgive sig selv
den herlige frihed at falde over bord
og flyde frit gennem livets timer

Jeg stopper aldrig med at søge
jeg stopper aldrig med at vandre
jeg stopper aldrig med at hade mine tanker
jeg stopper aldrig med at elske mine tanker
jeg stopper aldrig med at forsøge
jeg stopper aldrig for at vente
jeg stopper aldrig som den sidste
men begynder som den første at forstå
at det er dejligt, når skovens kant vibrerer
under mine sælsomme fødder