udvikling – Digtsamleren

Kærlighedens virkelighed – digt af Kristina munch

KristinaM — Fri, 14 Apr 2017 15:21:35 +0000

At lære at elske på ny
At se verden gennem et voksende øje
hvor alle romantiske drømme
blot var barnesindets flugt fra os selv
Vi troede at kærlighed var en uselvisk følelse
men i virkeligheden må den være selvisk
for at være hel
for ingen kan fylde hinanden op
med andet end illusioner fra barndommens svigt

Vejen hjem – digt af Kristina Munch

KristinaM — Sat, 13 Feb 2016 23:06:27 +0000

Længe
var jeg fortabt
i min krop
i mit hjerte
fordi jeg ikke fandt bo deri

I det yderste cellelag
sad jeg fast
afhængig
af at fyldes op af andre
med kærlighedens omsorg
som alligevel altid
forvandledes til blod og tårer
fordi det aldrig rigtigt trængte gennem
Afhængig
af ikke at være alene
for alene var jeg fortabt
som en hjemløs i hjertet

Så jeg fandt i blinde
sammen med andre hjemløse
hvor vi afmagtsfulde
slog kærligheden ihjel
for vore hjerter var hule
som tomme rum
og hvad der ikke
i forvejen var fyldt
kunne intet give tilbage

Lagt i andres hænder
balancerede mit hjerte
på en gyngende grund
i tidevandets tilfældige bølger
i kærlighedens luner
som en gadelampes blinken
mellem lys og mørke
hvori jeg blev
til ingenting
når jeg blev forladt
og når jeg ikke blev forladt
fordi ingen nogensinde
havde lært mig at elske
mig

Først nu
finder jeg bo
i min krop
i mit hjerte
I stilheden
der folder sine bløde blade ud
I ensomheden
der sprænger sig vej
gennem cellelagets tykke vægge
og helt ind i hjertets bagerste rum
hvor jeg kan elske
elsker og elskes
uafhængig
af afhængigheden

Fix – Digt at Kristina Munch

KristinaM — Thu, 26 Feb 2015 12:00:10 +0000

Mærker sorg fra illusioner
som var mit liv
og derfor er mit liv
mens frygten ulmer
om sorgen vil trække mig ned i et sort hul
så jeg ikke kan slippe ud igen

angstprovokerende
frygtskabende
flugtindbydende

Starter et kapløb hen mod lysere pletter
og famler febrilsk efter
et fix kærlighed
et fix sex
et fix nærhed
et fix arbejde
et fix alkohol
et fix nikotin
et fix sukker
et fix mad
– ræk mig kanylen
og stik mig et fix illusioner
til at udfylde det gabende tomrum

Stikker fixet i blodet
men flugtvejene er blokerede med blændede neonskilte
der skriger “Mærk dig selv”

Kan ikke længere fixes med et fix
Kun tvinges til at skelne
mellem virkelighed og fantasi
mellem drømme og realitet
som heler sorgen i hjertet
fra fortidens skygger
Tvunget til at iklæde mig den sorte dragt
og falde ned i afgrunden
og finde min egen kerne
af opfyldende selvkærlighed

Tilbage til stenalderen – Digt af Kristina Munch

KristinaM — Fri, 04 Jul 2014 12:58:54 +0000

Kastet tilbage til stenalderen

og så lige midt i mens

jeg sad og pudsede

min blankpolerede overflade

som jeg troede reflekterede sollysets stråler

ud til alle verdenshjørner

og ind i marv og ben

Kastet tilbage til stenalderen

et uopmærksomt øjeblik

hvor en tilfældig ridse i lakken

sugede lyset til sig

og lod mudder trænge gennem

som jeg snublede i

og faldt på knæ

Kastet tilbage til stenalderen

og må starte forfra

opfinde nye måder at pudse på

nye midler at pudse med

for at få mudderet ud under fladen

og op i lyset

i en symbiose af mørke og mig