Der findes dage
hvor du kan se
i mine øjne
at jeg forsvandt
for længe siden
Hvor jeg arbejder
imod min egen skygge
for at kunne spejle mig
i jeres
Dage
hvor solen bliver ved
med at skinne
bag mig
Hvor jeg ønsker
ikke at kende nogen
der trækker vejret
så synkront
at jeg får gåsehud

Der findes dage
hvor jeg ikke siger noget
af respekt
for stilheden
der bor i alle jordens hjerter
Hvor jeg hellere
vil være fiktion
Hvor sorg er en blomst
jeg vander
for at deltage
i min egen undergang
Som en autoritet
En spiral af følelser
der har hobet sig op
og snart
tilintetgør
mig

Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.

For du er som en fibersprængning,
der bruger ugevis
på at gøre det hele meget mere
ubehageligt.
Som en brækket tommelfinger,
man ikke vidste, man brugte så meget.
Et vindstød,
når jeg cykler over broen
med poser på styret.
En hårknude,
når jeg børster håret om morgenen.
Du er slet ikke til at døje.
Du og den forbandede smerte,
du altid kommer anstigende med.
Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt,
men hvor pokker skal jeg gøre af dig,
når du kommer snigende med din forpustede puls
og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’?

Og jeg gider dig altså ikke mere nu,
jeg er alt for træt.
Så pak dine utætte løfter sammen,
når nu du alligevel lader mine drømme fosse
direkte ud i lokummet,
imens jeg tværer mascaraen ud
og filer mine negle.

Du er der fandme også altid,
dumme hjerte.