Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Og midt i smilet
sidder jeg plantet, som det lille stik af usikkerhed,
som metrologernes utilregnelige floskler i maj.
Jeg er ikke den hjemmelavede is i august,
men den dryppende ispind fra kiosken
og den alt for lille bikini.
Jeg er det krøllede ugeblad, der bliver læst igen og igen hos lægen,
og det slidte magasin, der går på runde hos frisøren,
jeg er som midsommerens junihyl
og de decemberglatte veje.

Jeg er ikke den ledende type i modvind,
snarere den, der kysser blodet af hudafskrabningerne.
Jeg ér hudafskrabningerne,
og den klæbende lim fra plasterets arme.

Jeg er heller ikke den kølige fadøl i baren,
eller det dristige kys, der bliver givet i al forvirring.
Jeg er forvirringen,
og loddet, der aldrig bliver taget i tombolaen.
Og i februar er jeg den smeltende undskyldning af en snemand,
guleroden, der svømmer i en pøl af sjap,
og de fedtede håndaftryk og snotspor på ruden.

Jeg er den tårevæddede afsked til sommeren i oktober,
den sviende fornemmelse af papiret i blommen,
og den væskende vabel, der aldrig heler.
Jeg er ikke den tindrende stjerne på himlen i april,
jeg er mere det røgede kølvand på fly.
Og imens januar fryser julen ude og giver menneskemængderne deres udsalg,
er jeg gaven uden byttemærke,
der nok skal komme til sin ret.

Hvad angår sensommerens forelskelser i september,
så er jeg den sidste tur langs kanalen,
den sidste joker i kabalen.
Jeg er det største snefnug i marts,
hvor solen ikke ved hvor den skal slå lejr.
Og så længe der er fjernsyn i hjemmet,
er jeg den slukkede radio og de bestøvede antenner.
Jeg er ikke glimtet i øjet
eller tåren i krogen,
vippen på kinden
eller spyttet i mundvigen.
Jeg er tanken om, at det hele kan stoppe
og ligeledes aldrig ende.
Jeg er årets første og sidste prik,
jeg er ikke til at tage fejl af.
Jeg er her.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.