For der er en kostbar umiddelbarhed
i hver vores egenartede forskellighed
En helt anden distanceret virkelighed
vi hver især må kæmpe med
når vi lytter med ørerne
og ikke kan mærke hinanden mer’
så føles det som om
at vi har mistet vores hud
At vores celler forfalder
og vores knogler blæser væk
som støv i vinden

Blot for at genopstå
på et ukendt sted
som uskolede fantomtegninger
der som vilde frø
blomstrer igen
som valmuer i et smil
der rummer en sjæl

Vi er det kronragede blad
der tyr til verbale våben
når stilheden blir for smuk
og vi kører i ring
Vi er det ukrudt
der som en endnu ufødt toneart
er det livet ikke kan slå ihjel

Blot fordi vi ikke tør
mærke os selv