vrede – Digtsamleren

Du er der fandme også altid – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 16 Jan 2015 18:15:40 +0000

Der findes så mange tidspunkter,
hvor jeg faktisk
slet ikke
overhovedet
ikke
kan hænge sammen,
fordi du ikke har tænkt dig
at forlade mig
helt,
selvom jeg gang på gang
bønfalder dig om at holde dig væk.
For min skyld
og din skyld
og sågar for hele digterigets skyld.

For du er som en fibersprængning,
der bruger ugevis
på at gøre det hele meget mere
ubehageligt.
Som en brækket tommelfinger,
man ikke vidste, man brugte så meget.
Et vindstød,
når jeg cykler over broen
med poser på styret.
En hårknude,
når jeg børster håret om morgenen.
Du er slet ikke til at døje.
Du og den forbandede smerte,
du altid kommer anstigende med.
Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt,
men hvor pokker skal jeg gøre af dig,
når du kommer snigende med din forpustede puls
og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’?

Og jeg gider dig altså ikke mere nu,
jeg er alt for træt.
Så pak dine utætte løfter sammen,
når nu du alligevel lader mine drømme fosse
direkte ud i lokummet,
imens jeg tværer mascaraen ud
og filer mine negle.

Du er der fandme også altid,
dumme hjerte.

Alt det, jeg har (i Føtex) – digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 12 Jan 2015 14:56:58 +0000

Alt det vi har
holder os tilbage,
og jeg er slet ingen undtagelse.
For jeg afskyr kærlighedssange
og folk, der kysser i Føtex.
Nu.
Og det er okay (siger jeg til mig selv),
for jeg er jo en af dem,
der holdes tilbage
af mine tidligere illusioner
og dét faktum,
at jeg er verdens største romantiker.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde
– eller i dette tilfæde –
at holde op.
Helt op.
For at holde mig selv oppe,
når det møgirriterende og lykkelige kærestepar med alt den tid i verden, de kunne have brug for,
vælger at kysse hinanden i smadder i grøntafdelingen,
når jeg for fanden bare gerne vil have fat i min broccoli
til min middag for én.

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.

27/8/12 Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Mon, 27 Aug 2012 20:29:19 +0000

Der er brand i min brystkasse
facebook hjemsøger mig
og fortæller mig hvad
jeg skal blive vred over
Hvad jeg skal græde sorte tårer over
og jeg ærgrer mig over
at jeg tog mascara på i dag
Rosen smuldrer kulsort
jeg børster støvet af panden
og sveden af knæene
sætter mig ned og be’r
til at vi køber nogle nye
til vasen i stuen
jeg smadrede i går
som du limede sammen
hele natten
bare for at slippe
for at sove ved min side

Endnu en rose smuldrer
jeg tror jeg er giftig
det er derfor
vi hører sammen
Man siger jo at
minus * minus
giver plus
Jeg tror på det

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk

[fblike]