Aida Kokanovic
Aida Kokanovic er født i Bosnien og blev skubbet ud af landet under krigen. Da hun var ti år gammel. Danmark åbnede hænderne og Bornholm gav et kram, indtil hun blev 21 år gammel. København tog imod hendes voksne skikkelse og her er hun stadigvæk – 30 år gammel. Hun er tidligere student af balkanstudiet ved Københavns universitet, og er nu journalistikstuderende på Syddansk universitets.
Nu når alt det formelle er på plads, kan vi derudover fortælle, om alt det som gør hende glad. Et træ, en busk, en gren, bare det er grønt er hendes smil tilstede. Naturen kærtegner hende helende, gennem alle de ture hun ynder at gå. Som lille var hun overbevidst om, at hun kunne tale med dyr og ville have uendeligt mange. Nu har hun tre hunde og det er også for meget, men tale med dem kan hun, dog når det behager dem.
Papiret har altid ventet på hende, så hun kunne sætte sit præg. Det har dog aldrig svaret igen. Sammen med en pen, har papiret været hendes mest sandfærdige ven. Nu skriver hun løs, om alt og ingenting. Det er hendes retning i livet, for hun ved, at når pennen ikke vil samles op og papiret forsvinder, så er der noget galt med hende. Hun ønsker at oplyse og belyse, der hvor mørket falder og man stadig er i kontrol. Hendes digte er et præg af religion, kultur, frihed og misbrug. Alle de aspekter i hendes liv, der har opdraget den kvinde hun er.
