Jeg er ikke som sommersolen, der bager i juli måned.
Jeg er lidt mere som efterårsvinden,
der bider i november,
som fodsporet under en gummistøvle
og det alt for lange mellemspil i sangen.

Og midt i smilet
sidder jeg plantet, som det lille stik af usikkerhed,
som metrologernes utilregnelige floskler i maj.
Jeg er ikke den hjemmelavede is i august,
men den dryppende ispind fra kiosken
og den alt for lille bikini.
Jeg er det krøllede ugeblad, der bliver læst igen og igen hos lægen,
og det slidte magasin, der går på runde hos frisøren,
jeg er som midsommerens junihyl
og de decemberglatte veje.

Jeg er ikke den ledende type i modvind,
snarere den, der kysser blodet af hudafskrabningerne.
Jeg ér hudafskrabningerne,
og den klæbende lim fra plasterets arme.

Jeg er heller ikke den kølige fadøl i baren,
eller det dristige kys, der bliver givet i al forvirring.
Jeg er forvirringen,
og loddet, der aldrig bliver taget i tombolaen.
Og i februar er jeg den smeltende undskyldning af en snemand,
guleroden, der svømmer i en pøl af sjap,
og de fedtede håndaftryk og snotspor på ruden.

Jeg er den tårevæddede afsked til sommeren i oktober,
den sviende fornemmelse af papiret i blommen,
og den væskende vabel, der aldrig heler.
Jeg er ikke den tindrende stjerne på himlen i april,
jeg er mere det røgede kølvand på fly.
Og imens januar fryser julen ude og giver menneskemængderne deres udsalg,
er jeg gaven uden byttemærke,
der nok skal komme til sin ret.

Hvad angår sensommerens forelskelser i september,
så er jeg den sidste tur langs kanalen,
den sidste joker i kabalen.
Jeg er det største snefnug i marts,
hvor solen ikke ved hvor den skal slå lejr.
Og så længe der er fjernsyn i hjemmet,
er jeg den slukkede radio og de bestøvede antenner.
Jeg er ikke glimtet i øjet
eller tåren i krogen,
vippen på kinden
eller spyttet i mundvigen.
Jeg er tanken om, at det hele kan stoppe
og ligeledes aldrig ende.
Jeg er årets første og sidste prik,
jeg er ikke til at tage fejl af.
Jeg er her.