Bare at forsvinde – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Jeg troede himlen
ville falde sammen
når du gik
men nu er du altså ikke andet
end et punktum
i et digt jeg ikke gider at skrive på mere
Du er støv under mine sko
der forsvinder i græsset
når jeg kaster med blade og krammer et barn
i efterårsregnen
Du er alt det der er ligemeget
det som intet betyder
For jeg bliver elsket hver dag nu
for det fortjener jeg at blive
Og du tror du er
noget
fordi du kan tage en ulykkelig kvinde
og gøre hende endnu mere ulykkelig
Egentlig er det bare grimt

Og det kan godt være
min sjæl er faret lidt vild
i min krop
At jeg stadig higer efter at være et barn
og spiser coco pops til morgenmad
og har dyr på mine trusser
og kigger på dig som om
jeg stadig er hende på 16
der sådan håber, at du vil kysse hende

Det er jeg fordi
du fik mig til at gå i stå

Og i virkeligheden
er du en uduelig mand
der ikke ville være elsket
hvis du viste hvem du virkelig var
Du er en kujon
der gør grin med dem der elsker dig
for i virkeligheden er du ligeglad
med alle andre end dig selv
du kan bare ikke se det

Og nu vil jeg bare gerne
komme videre og give al min omsorg
til mig selv
for jeg er fyldt med plaster og sting og blå mærker
der gør så forbandet ondt
og jeg er træt
af at have ondt

Så er du ikke sød
bare at
forsvinde

så kan jeg sætte det punktum

Talte dage – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Der findes dage
hvor jeg farer vild
i sammensuriet
af mine længsler
og handlinger
Dage
hvor jeg ikke kan
kende forskel
på mine fodspor
og jeres hverdagslalleri
når I bytter om
på fredag og onsdag
og lugter af sprut

Der findes dage
hvor du kan se
i mine øjne
at jeg forsvandt
for længe siden
Hvor jeg arbejder
imod min egen skygge
for at kunne spejle mig
i jeres
Dage
hvor solen bliver ved
med at skinne
bag mig
Hvor jeg ønsker
ikke at kende nogen
der trækker vejret
så synkront
at jeg får gåsehud

Der findes dage
hvor jeg ikke siger noget
af respekt
for stilheden
der bor i alle jordens hjerter
Hvor jeg hellere
vil være fiktion
Hvor sorg er en blomst
jeg vander
for at deltage
i min egen undergang
Som en autoritet
En spiral af følelser
der har hobet sig op
og snart
tilintetgør
mig

Ambitioner – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Jeg vil gerne
være et menneske
som kan være rolig og fattet
når du fortæller mig ting jeg ikke kan lide
Når jeg skal forholde mig til sandheden
og vores nærdødsoplevelser
om hinandens eksistens
og jeg skal nok prøve
men indtil da må jeg smælde som et tordenvejr
der er tættere på dig
end din egen hud

Doven – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Tunge rester af snavs trækker sig efter min samvittigheds hullede ryg
Jeg er den kvinde, man skal holde sig fra
Jeg trækker jer ned i spekulationer, grimme konklusioner
der vedrører mig selv eller jer og i
kan ikke rumme så meget had
som jeg har i mig til den verden vi lever i

I virkeligheden er jeg nok bare misforstået
Jeg lader min egoisme skylle ud over mennesker jeg holder af
fordi jeg har brug for at lufte mit sind
for alle de tanker om krig, forventninger, skole, samfund, hverdag og ansvar
jeg ikke har lyst til at tage
Jeg siger det skræmmer livet af mig
at skulle gøre alle disse ting
I siger jeg er doven
fordi jeg ikke bare gør det

Så jeg er den kvinde man skal holde sig fra
Jeg suger al liv ud af jeres ignorante sind
fordi jeg snakker om, at jeg ikke kan finde et sted at høre til
at jeg ikke passer ind i den her verden
fordi jeg ikke vil ud af min hoveddør
og samtidig vil tages seriøst
Det hænger ikke sammen
Jeg er en fiasko
fordi jeg ikke kan finde noget der interesserer mig nok
til at jeg vil bruge 5 år på at forsøge at skrive noget om det
der kan please en eller anden nar jeg ikke kender
og få en tommel op eller det 12 tal
jeg altid har troet betød noget

Og så kalder i mig doven
fordi jeg tænker
at hvis jeg virkelig gør det
Bruger fem år på at studere dansk eller pædagogik eller filosofi
og så bliver kørt ned eller slået ihjel
af en som heller ikke kunne finde en kasse at passe i
så har jeg spildt min tid på at gøre en masse mennesker tilfredse
jeg ikke har noget forhold til
og så siger i, at det jo er smukt at lære
i har ret
men der er forskel på at lære og studere
Jeg kan ikke rumme det

Og fordi jeg ikke kan rumme det
larmen fra byen, at vågne op og gå på arbejde
at være dygtig og positiv og ansvarsbevidst
så må der være noget galt med mig
Måske har jeg stress
det er nok bare det
Eller måske har jeg bipolar lidelse
det ville passe så perfekt
på mit svingende sind og min manglende evne
til at kunne finde til rette i dette latterligt tragiske samfund
Og det ville passe alle så godt
hvis jeg bare blev godt og grundigt diagnosticeret
af en der har uddannet sig til at vurdere mine tanker
som korrekt/ukorrekt opførsel
korrekt/ukorrekt menneske

Måske er jeg bare selvskadende
fordi jeg slår mig selv i hovedet, når jeg dummer mig
fordi jeg bliver ved at opsøge dem, der knuser mit hjerte
fordi jeg, i hvert fald én gang dagligt, har lyst til at banke mit hoved ind i væggen
Men jeg er vel normal
når jeg alligevel ikke gør det
Jeg er et helt almindeligt menneske
der stadigvæk står op og tager på arbejde
fordi jeg får dårlig samvittighed
overfor dem jeg arbejder sammen med
overfor ham jeg elsker
overfor en hel masse større end mig selv
som jeg skal tænke på
for jeg kan ikke være selvoptaget
i et samfund der skal holdes sammen
Men hvorfor skal jeg støtte et samfund
jeg ikke bryder mig om?

Hvordan kan jeg tage del i al det lort der foregår
i denne groteske verden
hvor en dollar i lommen
er mere værd end en sort kvindes liv
eller en homoseksuels lykke
Hvordan kan jeg støtte op om dyremishandling
korruption, nyslaveri, løgne og forskelsbehandling
der ikke giver mening
for vi er alle fucking mennesker

Hvordan kan jeg bare smile og sige ja tak
ti at betale så meget af min skat
til et land hvor spørgsmålet om
om homoseksuelle må blive gift
stadigvæk skal stilles
Hvor der er elever der bliver glemt i mængden
fordi skolerne ikke har råd
til at kunne give lærerne mere overskud
Hvor ventelister slår folk ihjel
fordi canceren æder hurtigere end en sulten hund

Hvordan kan jeg glemme det hele
og ryste på hovedet, når en hjemløs spørger om jeg har en mønt
fordi jeg aldrig har småpenge
Jeg hader penge
fordi jeg er afhængig af dem
i en sådan grad at jeg ikke bare kan flytte
når jeg føler mig fanget i byen
at jeg ikke bare kan skride min vej
når al det velkendte bliver for meget for mig
Hvordan kan jeg glemme det hele
når det konstant roder rundt i mig
og får mig til at ticce
for når jeg taler om det
får jeg at vide, at jeg er negativ
og doven

Alle alene i verden – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Vi er viklet ind i følelser
og take-away nudler
og det er faktisk ikke til at bære
når solen skinner
os direkte ind i vores brugte sjæle
og vi ikke har fået nået at lappe vores cykler
så vi kan cykle hele vejen over
på den anden side.

Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.