Ko – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Det sniger sig
ind under huden.
Det klør,
som den tidsel, jeg prøvede at undgå.
Og mærket er stort
og svier og bider og ligner
omridset af min første, rigtige kærestes bil,
som jeg fik lov at køre ved stranden,
og nu er jeg for længst holdt op.
Holdt op med at tænke over,
hvad der kunne være blevet af os,
når jeg et kort øjeblik glemmer,
at jeg nu igen er alene og uden den bedre halvdel,
som så viste sig at være den rene indbildning.
Og jeg be’r til,
at blive sluppet fri,
så jeg en dag kan blive hel.
Men fordi jeg er en ko,
og ekskæresten er en ko,
og alle andre mennesker er køer,
der uforstyrret tygger drøv indtil det kilder ved ørene,
farer jeg hele tiden vild
i måske og hvad nu hvis,
og der skal jo også være mælk og plads til alle.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Myg – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Lykken viser sig i glimt
og på papir, når jeg får sendt et brev.
Og modtageren vil ikke vide, hvad ramte
for pludselig står års kendskab til regnskab
og afslutningsvist sætter jeg et aftryk af mine læber,
trods alt.
For de har jo boet hos rette vedkommende,
og været lykkelige og fugtige.
Og det må man ikke glemme, skriver jeg.
Det må man ikke glemme.

Fejlagtigt og åbenlyst skriver jeg min store kærlighed
og streger det over med kvajeblæk,
for det gjorde alligevel for ondt.
Og måske er jeg dum som en dør,
som jeg sidder her og formulerer et jammerligt testamente over vores fælles fortid
og den separate fremtid.
Og jeg glemmer med vilje nutiden,
for den er ikke værd at nævne.
Den stikker bare til min facade,
og det kan vi ikke have.
Jeg knækker kun i trygge rammer,
og de ligger i ruiner for tiden,
så det ville være spild af kultur.
Det skriver jeg med skråskrift,
og håber, billedet bliver læst.

Jeg har lyst til at berette om mit cykelstyrt,
men jeg ved, at det vil være som at tale til en væg
bare fordi jeg ikke bruger hjelm
netop fordi prædiken gør mig harm og modstandsdygtig,
og nu skal jeg heller ikke passe på mig for dig mere.
Men du skal altid køre med sele, understreger jeg.
Altid køre med sele.

Og jeg tegner et hjerte
på midten af det linjerede papir,
og skriver vores initialer med citronsaft.
Måske du ser det en dag,
måske rette vedkommende løser gåden.
Og i det med småt
skriver jeg, at jeg elsker dig
og at jeg altid vil elske dig,
også selvom vi aldrig vil mødes igen.

Så imens blækket løber med det spildte saltvand,
prøver jeg at konstruere en passende afslutning.
Men må konkludere, at det endnu ikke er muligt
at afslutte noget uafsluttet
med et opsummerende, metaforisk opstød.
I stedet vedhæfter jeg vores feriefoto fra i fjord,
og lader det være sidste ord,
imens jeg mærker hvordan dit navn smerter min tunge,
og jeg fordufter
som dug fra solen
en sensommeraften i myggelysets skær.

 

i88939433._szw1280h1280_

Skrøbelig – Af Cecilie Kristensen

Når mosgrønne øjne beskuer
min voksblege hud i min seng
kravler jeg ind og forsvinder
i mit tågede, sort/hvide sind

Bag væggen er dine hænder
der kravler og søger mit bryst
Du tæller og hvisker og lyver
I nat er det alt, alt for lyst

Og tiden har blodrøde læber
der farver din hud som en nål
Vi elsker som ingen kan det
på dit flossede birketræsgulv

Og alle de flammer du starter
de gør dig til kongen af nætter
Mit sind er nu splittet og tørt
og væggen har mørkegrå sprækker

In Spe – Af Cecilie Kristensen

Jeg dykker ned
i dine blonde krøller
og tæller støvfnug
på din ryg
der roterer og skifter form
i mit forstørrelsesglas
og kæmper om
at ligge det bedste sted
på din lænd

Du krøllede kvinde
jeg må have dig
under min hud
og sno dine lokker
om min pegefinger
indtil det bliver lyst igen
For jeg kan ikke bære mere
af den der virkelighed
og at vi to er så fandens
forkerte

Du snakker om månecyklus
og kvindecyklus
og jeg må kysse dig
på inderlårene
så du tier stille
og glemmer vores verden
og alt hvad den tilhører
Som kærester og kærlighed
og alle de bundne forhold
vi har lænket os fast i

Du hvisker sætninger
om sange af tynde piger
der aldrig får bryster som dig
og det er sandt
Du er helt perfekt
og jeg må gå nu
for jeg skal lave mad
og du skal på arbejde
og tiden er forbi
igen

Men vi kommer tilbage
til de duggede lagener
for jeg har blonde krøller
mellem fingrene
og vi er ’’Den Store Kærlighed’’
in spe

ceciliesund.dk

Forhold – Af Cecilie Sund Kristensen

Det tager lang tid at ende hos dig
Ikke hvis man tænker i forhold til længden af et liv
men nærmere i hvor meget jeg har brug for en time med dig
For det vil tage 2 timer og tre minutter
at køre til dit hjem
hvis man overholder de påbudte hastigheder
og ikke ender i kø eller i en ulykke eller med hjertesorger
på en tankstation

Hvis jeg vælger at gå
på grund af manglende penge
eller fordi jeg har fået frataget
retten til at køre
vil det tage mig 39 timer
og det er hvis vi går ud fra
at jeg går i samme tempo som i andre

Og rejseplanen siger
at skal jeg tage det offentlige
vil det tage 3 timer og 56 minutter
og jeg kan ikke helt bære den tanke
om at være nøgen
blandt alle de andre
jeg kommer til at møde

Men så kunne jeg jo cykle små 10 timer
og 30 sølle minutter
på min halvflade rustbunke
og glemme at det altid regner
når jeg tænker på dig

Men jeg er altså her
og det tager lang tid at ende hos dig
hvis man tænker i forhold til længden af en dag
Og det øjeblik
vil ikke være særligt værdifuldt
og dermed vægte meget lidt
i mit liv

Til gengæld vil jeg ende i dine arme
og så bruge nogle dage der
eller en halv time i din sofa
hvor du så vil sende mig tilbage
Og vægten af den tid jeg brugte
ender som en kæmpe bygning
på min ryg
og bliver pludselig alt for værdifuld
til at jeg kan ignorere den
Så jeg gør det ikke

I stedet brugte jeg 7 timer og 34 minutter
på at finde ud af om jeg skulle gøre det
og min dag er forsvundet
og de 24 timer den indeholdt
er dermed gjort værdiløse
i forhold til længden af mit liv
Så jeg giver op
og slår vejrmøller ned ad gaden
med håbet om at falde
uden at skulle gøre det med vilje