Scrable – Digt af Mette Honoré

Mon du forstår de ord jeg skriver?
Ved du, at de er til dig?
Gemte beskeder mellem linier.
Mellemrum,pusterum. Sikrer at jeg trækker vejret .. lidt endnu.
En distanceret kommunikation.
Lettelse uden konfrontation.
Jeg skriver.
Og du… du bestemmer budskabet.
Budbringeren har intentioner.
Modtageren vælger selv sin forståelse i en scrable, hvor ord kan betyde lidt af hvert.
Jeg VED,  hvad jeg mener. Ved du?

 

Ælsker og andre grimme ord – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Skumringstimen udgør slumringstimen
hvor vækkeuret ringer tre gange
og selv efter den tredje
ligger jeg lidt og stirrer op i loftet
Jeg drømmer stille om ord, jeg ikke kan udtale
Kimono, opdatere, crépes
Ord jeg ikke bryder mig om at udtale
Sfinks, sfære, tissemand, tissekone, moderkage
dit navn
Ord jeg holder så meget af, at jeg bruger dem hele tiden
Patetisk, floskel, flig, skumring, ribs, knæk
dit navn

Turbulensen kommer nærmere
Jeg spilder tid under min dyne
Sekundviseren tager et skridt, og endnu et og endnu et
Sekund er også fantastisk ord
det lyder så fint
fordi det slutter sig selv
med det der lille dut, der kommer, når du siger det højt
som om det har et lille punktum efter sig
Sekund

De fleste ord jeg holder af, dækker ikke ulækre eller ubehagelige ting
men der er noget over diarré der bare klinger
Det er et flot ord
et kønt ord
Det burde ikke dække hvad det gør
Det’s dobbelt-r’er og apostroffen over eet gør det smukt
fint
spinkelt
Jeg elsker det
Jeg vil have det betyder noget andet
noget kønt og smukt
så det kan leve op til sin lyd
og sin måde at se ud på

Der er ord, der føles som om de propper munden
Frugt, lodden, rov, sorg, sprog,
opdragelse
Jeg tager dynen af
og stikker fødderne ud af sengen
Kulde er et forfærdeligt ord
men kun fordi det føles så ubehageligt
at have omkring sig
Skabslågerne binder
og jeg rykker i spejlene
deri

Spejl lyder som noget der klistrer
låge er endnu et ord der propper munden
Jeg tæller stadig sekunder
Der er 750 sekunder til jeg skal gå ud af døren
Jeg tager strømper på

Strømpebukser, strømpebånd, sokker
alle disse lyder forældet
Forældet lyder som ækelt
foræklet
ulækkert
det eneste pæne ord med et æ i
jeg lige nu kan komme i tanke om
er bæk
Pæn lyder fynsk
Lænke lyder snasket

Tæv mig til jeg flæber
ælsker du mig ikke mere?