Stockholmsyndrom – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Det er en slags apati
der dækker dit hjerte
når du forsvinder
ind mellem kvinder og mænd
Du tager piller
for din allergi
der er store menneskemængder
eller bare mennesker
imens du pakker din krop ind
i syndige lapper af silke

Du er som efterårsblade
og tequila shots
Ikke til at komme udenom
og derfor skriver jeg digte på din hud
når du lader som om, du sover

Vi er en skumring
når vi ser forelskede ud
og det kunne meget hurtigt blive til en grav
omringet af påskeliljer og gøgeliljer
kongeliljer og bjørneklør
Men du er dejlig
og så fandens flyvsk
Jeg kan ikke lade være med at blive fanget
fængslet i dine fodspor og smil
dine orgasmer og økologiske juice
og jeg har med vilje givet op

Du er en kamp
jeg ikke behøver at vinde
Jeg er en god taber
Jeg er vinden, der puster dit efterår i gang
Jeg er et udmærket billede
på Stockholmsyndromet
og du nynner titelmelodien
til min undergang
imens du planlægger vores næste korrupte scoop
vores næste udflugt
og jeg glæder mig
til at få varmet mine hænder
og kysset mine ører igen

Alle alene i verden – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Vi er viklet ind i følelser
og take-away nudler
og det er faktisk ikke til at bære
når solen skinner
os direkte ind i vores brugte sjæle
og vi ikke har fået nået at lappe vores cykler
så vi kan cykle hele vejen over
på den anden side.

Det er den kollektive død
vi ser i øjnene
når vi går på line
og prøver for alt i verden ikke at være bange for at snuble
og falde og misse
vores store chance for et kys og et knald,
en lemfældig mulighed for at opnå at blive holdt af
eller sågar elsket
for de mennesker med blå mærker
som vi nu engang er
som vi også har været før
og som vi igen bliver
når vi kigger mod himlen
imens vi trasker henover Dronning Louises bro
og drømmer om at drikke os fulde i hvidvin
fordi det føles som det eneste rigtige at foretage sig.

Mit hår er Medusas slanger
og vi ligner alle sammen hinanden
selvom hun er smukkere end alle andre
og vi burde ikke have lov til at være så skødesløse med vores hjerter,
vi burde straffe vores forældre og deres manglende info
og den forbistrede utopi
der er kærlighed
der er den totale hengivenhed
der til forveksling kunne minde om en synergi
der smager af blodrøde kirsebær på en sommerdag
og det vil helt sikkert få os til at tippe
til at dø
når vi ikke længere kan se noget
for bar køer på cykelstier og bannere på Christiansborg.

Vi er en uendelig omgang kluddermor
en uløselig Sudoko, et tårefremkaldende sug
i maven
der hvor vi gemmer de følelser
vi fordøjer over længere tid
igen og igen og
lige til vi igen kommer i tanke om
hvordan de nye læber gør os skøre og liderlige
og så gør det alligevel ingenting at gå lidt rundt i gaderne alene.

Skammekrogen – digt af Cecilie Sund Kristensen

Kantede skammekroge strækker sig
ned over mit tomme ansigt
og kvæler al min fantasi
Mine minder, mine drømme
og omfavner mig
hviskende
at jeg er ’’such a tease’’
og ikke fortjener flere chancer
når bare jeg vil have det sjovt
som alle andre

Det er grimt
at være en medløber
og skjule sandheden bag
smil og tårer og fake fortrydelse
når alle nætter består af
at få dem til at ville have mig
så jeg kan få lidt selvtillid
og derefter gå min vej
fordi jeg alligevel ikke tør

Jeg er et ’’sidst-i-folkeskolen-individ’’
i min logik
Der brænder broer i søvne og
sutter pik i drømme
og jeg ville ønske
at jeg var en anelse speciel
så jeg også kunne drikke hver dag
eller ryge tynde cigaretter
ingen kendte navnet på
mens jeg sad på min altan
fyldt med blomster og visnende
kærlighed

Men jeg er inden for rammen
i mit polaroid-agtige liv
hvor jeg slørret og mat
står op og går i seng
hver eneste åndssvage dag

Ko – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Det sniger sig
ind under huden.
Det klør,
som den tidsel, jeg prøvede at undgå.
Og mærket er stort
og svier og bider og ligner
omridset af min første, rigtige kærestes bil,
som jeg fik lov at køre ved stranden,
og nu er jeg for længst holdt op.
Holdt op med at tænke over,
hvad der kunne være blevet af os,
når jeg et kort øjeblik glemmer,
at jeg nu igen er alene og uden den bedre halvdel,
som så viste sig at være den rene indbildning.
Og jeg be’r til,
at blive sluppet fri,
så jeg en dag kan blive hel.
Men fordi jeg er en ko,
og ekskæresten er en ko,
og alle andre mennesker er køer,
der uforstyrret tygger drøv indtil det kilder ved ørene,
farer jeg hele tiden vild
i måske og hvad nu hvis,
og der skal jo også være mælk og plads til alle.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Tordendage – digt af Cecilie Sund Kristensen

Kunne vi mon fortæres en gang mere
uden at blive komplet depressive og skinsyge
Mon ikke vi kunne holde til det
så længe det er os begge
der falder i

Mon ikke vi kunne rive bygninger ned
i vores indre uden at ødelægge dem
men bare ved at fjerne murene
vi har bygget op omkring os
for beskyttelse

Mon ikke tordendagene ville forsvinde
når vi har mistet alt der var muligt at miste
i stormenes hjertemuskels sidste slag
under endnu en mat 60er himmel
der regner med støv

Mulighederne står sitrende foran os
hvis så bare vi kunne gribe dem
Mon ikke vi kan gribe dem
så vi kan få slukket den rådvilde tørst
der langsomt slår os ihjel