Du lukker dine arme om mig
tager kvælertag om mit liv
presser sjælen ud af munden på mig
og sluger den så vi
kan blive ét
på en sådan måde at vi
aldrig skal skilles igen

Men det stopper der
og jeg tror nu nok
det ikke vil starte igen
så jeg tænker ikke på dig
jeg forbrænder og fortrænger
men får så tankerne tilbage
Husker på hende
og hendes
”ja” til dig

Jeg så dig vende mig ryggen
flytte ud i det blå
tage din sølvring på
og banke mig i panden med den
Mærkede dig spidde mit bryst og sulte mig
tage hjem og glemme mig
som om jeg
bare var endnu
en tankestreg

Jeg mærker en genkendelighed
i stanken af min
dårlige samvittighed
Hvorfor har jeg en svaghed
for din urimelighed?

[fblike]
ceciliekristensendigte.blogspot.com