Flere grimme ord
bygger bunker
af faretruende farveller
ovenpå en krakeleret fortid
i en alt for fjern forstad
hvor vi to aldrig rigtig
kunne sige farvel
Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med dine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over min horisont
i nattens sure opstød
Der var koldt
sidst vi så hinanden
og intet kunne varme afstanden
der stod tydeligt i mellem os
som ekkoet af et barns skrig
der for længst var stoppet
men aldrig i vores hoveder
Du skrev at jeg ikke
var det menneske du troede
at jeg var ligesom alle de andre
Endnu en side i din bog
fyldt med brændende vrede
i tusind kvinders øjne
afklædt i dit sind
Du fortalte at jeg ikke
levede op til de ting jeg sagde
og at du altid stod ved dig selv
Men du var aldrig
den du gav udtryk for
aldrig helt
min
Udover vandene
flyver lysegrå måger
og maler himlen sort
med mine sidste ord
skrevet hvidt og voldsomt
hen over din horisont
i nattens tykke tåge
Dit navn vil altid stå skrevet
på indersiden af mit hjerte
men også for evigt ligge
som en advarsel
i mit hoved
Egen blog her
Cecilie – virkeligt fint digt om et mødes slutning, men det ville vinde ved at undlade sidste strofe. Blot en tanke;
hilsen Gittan
Tak 🙂
Synes dog ikke selv at sidste strofe skal undlades, men tak for forslaget uanset! ^^