Kirsebær og andre metaforer for mødomsberøvelse – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg tror jeg drømmer
når du splitter mig
som Moses og hans hav
Når du parkerer
alt det gode af mig
og det dårlige
jeg ikke kan skjule
på hver sin side af din libido
Jeg er din træl
din tøjte
din kvinde
og du rider min fornuft
som en mare på rov
Jeg kan ikke lade være (!)
med at underkaste mig
din befaling
og så dør jeg
lidt mere
Når du tapper mig
for blod og viljestyrke
Når du penetrerer mit sind
med dine borende øjne
og en ny verden
jeg ikke kan undslippe
Lad os kalde den
slem og sårbar
Bankende, rød
Som et kirsebær
der mister sin sten
og saften løber, løber, løber
og Moses ler
imens du græder
stille bag dit slør

Alt dét min mor ikke har fortalt mig – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Velkommen i de voksnes rækker, siger de
Men hvornår går man rundt og tænker på
pensionsopsparing og afrimning af fryser?
Hvem sørger for at gemme boner og bestille det blå sygesikringskort?
Og hvorfor bør man spare op til en regnvejrsdag
når man bor i Danmark?
Jeg er voksen
i træning
En nybegynder over 20
der bruger alt for mange penge
på kaffe og kjoler
og genbrugsguld jeg ikke har plads til
Jeg lider af højdeskræk
når det drejer sig om
at have fødselsdag og mine dage
med idolplakater er talte
fordi det ikke længere er ok
at få røde kinder
når hende med guitaren siger mit navn
Der er så mange ting
min mor ikke har fortalt mig
når jeg står i lort til armhulerne
fordi jeg igen handlede
før jeg tænkte
og skylder alt for mange penge
på love-kontoen
Jeg er et pragteksemplar
på nytænkning
ude af boksen
med en vis portion selvironi
og tålmodighed der rimer på godmodighed
Jeg er lige til den lukkede
træningslejr
hvor de laver krydser i insektstik
og erobrer illusioner med drømmefangere
En rookie
der gerne vil være med på moden
uden at tabe ansigt eller få rynker
Og så har jeg problemer
med min mor
fordi jeg griner og græder
og samler på sanseindtryk
når jeg burde samle på pantflasker
der vil hjælpe mine chancer for at betale husleje
og mindske selvsamme chancer for at blive kriminel
eller ende på spanden

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Forkert – digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg er født
i et forkert årti
Et forkert sted
Bragt til verden
af forkerte hænder
som sidenhen daterede
min første inhalering
af hvad de andre kalder
the freaking circle of life

Jeg er ikke klædt på
til dyre vaner eller store drømme
For kært barn
har mange navne
hvor jeg bare har ét
som runger
i den forkerte tid
Et andet sted
Der hvor natten
er nattergalens
og ikke fulde teenageres

Jeg bader mig
i kulørte farver og gamle gloser
I kaffe-og rødvinsånde
imens jeg maler
hele min fortid
som den ville have set ud
med trompetbukser og blomster
i håret
på tøjet
og solen
i mine nøgne øjne
på mit bølgende hår
omkranset af syrener og mælkebøtter
Siddende
Rygende
Spillende
På græs

Jeg forvisser mig om
mine rødders løgne
Mine længslers sørgekvæder
Imens jeg smider tøjet
Stripper
til duften fra din pibe
og dine sommermodne meloner
Som et ritual
en nødvendighed
En uundgåelig happening
Fordi du har mig
så fuldstændigt
under dine negle
under din hud
Som en livsbekræftende bakterie
En dans
vi kender trippene til

Jeg er forkert
når jeg ser mine rynker i panden
Når de viser mig
alt dét
jeg ikke har prøvet
Alt det
jeg aldrig fik sagt
Alle mine tanker
jeg har skubbet væk
for ikke at fremstå dårligere end andre
Jeg er forkert
når jeg sukker
efter mine fortabte dage
og dagdrømmer mig
til menneskelig fondue
under åben himmel
uden sovepose
Med dig

Jeg er her
slet ikke
mere
Jeg er helt forkert
når jeg tænker disse tanker
Vulgært
som dengang du slikkede mig
rundt om navlen
og kaldte mig skat

Talte dage – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Der findes dage
hvor jeg farer vild
i sammensuriet
af mine længsler
og handlinger
Dage
hvor jeg ikke kan
kende forskel
på mine fodspor
og jeres hverdagslalleri
når I bytter om
på fredag og onsdag
og lugter af sprut

Der findes dage
hvor du kan se
i mine øjne
at jeg forsvandt
for længe siden
Hvor jeg arbejder
imod min egen skygge
for at kunne spejle mig
i jeres
Dage
hvor solen bliver ved
med at skinne
bag mig
Hvor jeg ønsker
ikke at kende nogen
der trækker vejret
så synkront
at jeg får gåsehud

Der findes dage
hvor jeg ikke siger noget
af respekt
for stilheden
der bor i alle jordens hjerter
Hvor jeg hellere
vil være fiktion
Hvor sorg er en blomst
jeg vander
for at deltage
i min egen undergang
Som en autoritet
En spiral af følelser
der har hobet sig op
og snart
tilintetgør
mig

Stockholmsyndrom – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Det er en slags apati
der dækker dit hjerte
når du forsvinder
ind mellem kvinder og mænd
Du tager piller
for din allergi
der er store menneskemængder
eller bare mennesker
imens du pakker din krop ind
i syndige lapper af silke

Du er som efterårsblade
og tequila shots
Ikke til at komme udenom
og derfor skriver jeg digte på din hud
når du lader som om, du sover

Vi er en skumring
når vi ser forelskede ud
og det kunne meget hurtigt blive til en grav
omringet af påskeliljer og gøgeliljer
kongeliljer og bjørneklør
Men du er dejlig
og så fandens flyvsk
Jeg kan ikke lade være med at blive fanget
fængslet i dine fodspor og smil
dine orgasmer og økologiske juice
og jeg har med vilje givet op

Du er en kamp
jeg ikke behøver at vinde
Jeg er en god taber
Jeg er vinden, der puster dit efterår i gang
Jeg er et udmærket billede
på Stockholmsyndromet
og du nynner titelmelodien
til min undergang
imens du planlægger vores næste korrupte scoop
vores næste udflugt
og jeg glæder mig
til at få varmet mine hænder
og kysset mine ører igen