Der findes så mange tidspunkter,
hvor jeg faktisk
slet ikke
overhovedet
ikke
kan hænge sammen,
fordi du ikke har tænkt dig
at forlade mig
helt,
selvom jeg gang på gang
bønfalder dig om at holde dig væk.
For min skyld
og din skyld
og sågar for hele digterigets skyld.

For du er som en fibersprængning,
der bruger ugevis
på at gøre det hele meget mere
ubehageligt.
Som en brækket tommelfinger,
man ikke vidste, man brugte så meget.
Et vindstød,
når jeg cykler over broen
med poser på styret.
En hårknude,
når jeg børster håret om morgenen.
Du er slet ikke til at døje.
Du og den forbandede smerte,
du altid kommer anstigende med.
Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt,
men hvor pokker skal jeg gøre af dig,
når du kommer snigende med din forpustede puls
og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’?

Og jeg gider dig altså ikke mere nu,
jeg er alt for træt.
Så pak dine utætte løfter sammen,
når nu du alligevel lader mine drømme fosse
direkte ud i lokummet,
imens jeg tværer mascaraen ud
og filer mine negle.

Du er der fandme også altid,
dumme hjerte.