Møder sorgen ved endegyldighedens port.
I portens jernsnoede, sorte forsiringer
læser jeg vores historie
inden jeg skubber porten op
lægger jeg min varme hånd
på det koldtbrudte hjerte
hvælvet i portens krop.
For en stund løber sorgfloder
rundt i mine baner
og jeg hvirvles gennem brudte dage
hvor blomsterhoveder nikker bedrøvet
og minutter taktfaste fanger ugrebne muligheder
de er glimtende, blanktsmuttende forhåbninger,
de er fisk i mine sorgfloder.
Bag porten venter Lethe
bag porten tager jeg endegyldigt afsked
– der er en tøven i min krop
en tyngde i mine ben –
jeg har holdt fisk så længe
at nogle fik navne –
de hvisker til mig, at de vil blive i min krops akvarie
– for vi er jo blevet / hinandens navngivne bekendte.
Skriv din kommentar her: