Sidder i karmen

og lytter til forårets kalden

bag sprækkerne

på de nedrullede gardiner

hvor lyset falder ind

som små fangarme mod min krop

der søvndrukkent strækker sig

ud af den dvale

der fik tiden til at gå i stå

 

Ser en lyskegles mønstre

danse skyggedans på min hud

som små tinsoldater

med kanonkugle eksplosioner

der sprænger ruden i stykker

så jeg kan springe ned

og ud gennem hullet

af den hungersnød

der sultede mit liv for længe

 

Løber ud i solen

der favner mig overdådigt

og smelter mig hel

I varme trygge glødelampe arme

som vugger mig til dans

mellem krokus og liljer

og fuglekviddersang

der muntert bebuder

den mørke tid er endelig forbi