Sidder i karmen
og lytter til forårets kalden
bag sprækkerne
på de nedrullede gardiner
hvor lyset falder ind
som små fangarme mod min krop
der søvndrukkent strækker sig
ud af den dvale
der fik tiden til at gå i stå
Ser en lyskegles mønstre
danse skyggedans på min hud
som små tinsoldater
med kanonkugle eksplosioner
der sprænger ruden i stykker
så jeg kan springe ned
og ud gennem hullet
af den hungersnød
der sultede mit liv for længe
Løber ud i solen
der favner mig overdådigt
og smelter mig hel
I varme trygge glødelampe arme
som vugger mig til dans
mellem krokus og liljer
og fuglekviddersang
der muntert bebuder
den mørke tid er endelig forbi
Skriv din kommentar her: