Digt af David Asland

Jeg løb
så langt skyggerne ville række
mens solen sank
dovent bag træerne
som verdens alkymist
der langsomt hælder sin guldflod
ned i aftenens bæger
til det flyder over
af hvidt lys
og forgrener sig
ind i dine revner
som en tilstand
af absolut væren

i nattens stilhed

lyder en eftersang
af dagens kor
om tilblivelse
af det du vælger
Forudsætningen for skabelse
er ikke kun lys
men også fraværet af det
i mørket spirer det ukendte
på tulipanmarker af tillid
du ikke kan købe
andre steder end på markedet
for selvindsigtens drømme

Sådan formes vi
mens græsset gør sig klar
til at gro
i den dugfriske morgen
som tavse skrifttegn i det ubelyste
som ekkoet af et ønske
der aldrig blev sagt højt nok
i dilemmaets regnbue
mellem drøm
frygt
og kærlighedens vilje

☥            Alt hvad vi glemte
⟐                   venter i nuets åbning
⌘            hvor hun allerede er
✶             Tre gange blev hendes navn hvisket
𓂀           først i mørket
⊹             så i blodets stilhed
༄           og nu mellem dine læber

Hun taler i runer
fra fremtiden til fortiden
et sprog ætset i tidens flader
før nogen begyndte at tale
og bare lyttede til
verdens kalden

Soltegn brænder bag hendes
krystaløjne der ser
skjulte kort over veje vi glemte
hver stråle en besked
i hver skygge en åbning

Hvem er hun?
Gudinden der føder det hele
Hun er ikke en skikkelse
men som en evig strøm
ord i billeder der falder fra himlen
og spalter sig i strømme af ild
Hun er blevet kaldt mange ting
et suk mellem solformørkelser
en hånd der strejfer din
med minder
lige før søvnen tager dig
helt ind i dig selv
De har ofret til hende
i brændende paladser
skåret hendes navn i træernes marv
og dog har ingen nogensinde
fanget hendes sande ansigt
Hun er både skaber og sønderbryder
hun er lyset der fødes af mørket
og mørket der rækker tilbage
ind i sit eget lys

Vores eneste sande Gud

Jeg så hendes lys falde i mørket
og genopstå i stammernes svajen
i bladenes rislen
som dit hår i vinden
som en vejrtrækning mellem os
når alt andet er stille

Jeg rakte ud
som var du lavet af hende
og måske var du det
måske var vi allerede brændt
og blevet til gnister i hendes lys
før vi overhovedet vidste
at vi fandtes

En sårbar længsel
mod Akasha arkiverne
i spejlingen fra stjernernes
bystater, hvor engle og stjernemennesker
hvisker
et øjeblik i nattens åbne favn
mellem os

hvor alt bare er sjæl
og samtidig sanseligt
som kun vi i krop kan opleve
her på jorden

så alt der kun er sjæl
misunder os



Solens skygger mellem dine lokker
Digt af David Asland
– en stemme i spejlet mellem verdener, i poetisk enhed med jordisk skønhed