Jeg er kærlighed – Digt af kristina munch

Jeg er kærlighed
Skabt til at elske
med hver eneste celle i min krop
ind i hver eneste celle af din krop
Kærlighed er mit fundament
for hver en drøm
for hvert et ønske
og al inspiration
Og jeg ser dig
Stjernestøvet i dine øjne
som tusindvis af funklende krystaller
reflekteret af din sjæl
Og jeg hører jeg
din stemmes harpeklang
spillende på strenge
fra sort til hvid
og alle farverne imellem

Jeg er kærlighed
Det er min gave
Det er min forbandelse

Tag mig med – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg er fanget
i et bur af mine
egne ribben
Et gammelt hulrum
jeg ikke kan finde
en måde at komme ud af
Så tag mit slidte hjerte og tag
min brugte sjæl
Tag mig ud på den anden
side af poesibøger og rødvinsånde
Tag mig helt derud
hvor du befrier min vejrtrækning
og slår mig itu
Så jeg igen kan dulme bagved
ribben og åndedrag
og det blod, der løber
fra det åbne sår
der er det transplanterede organ
jeg prøver at integrere
i det kaos fagfolk kalder
kroppen
Mit forliste museum
Bysten over alle byster
Mit navn på en guldplatte
Forglemmigejerne
findes ikke her
Jeg transformeres langsomt
til et eksalterende organ uden
et sted at bo

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Pigehjerte – digt af Kristina Munch

Der findes i sindet
en sammenkrøllet pige
der giver sit hjerte
når hun hviler mæt
med arme omkring sig
der varmer blidt
når lysten er stilnet
og kroppene tæmmet

Lullet ind i drømme
gør det ingenting
at det er væk i morgen
som en fjern erindring
når nuet er trygt
og ligner en spejling
af kærlighedens ansigt

Når der findes et hjem
for hjemløse hjerter
begravet i dufte
af hud og sex og kærtegn
på et alter af længsler
svøbt i illusionernes
fatamorgana dans

Der når morgengryet gror
og døren atter lukkes
går hvileløst omkring
for at søge sit hjerte
der generøst blev lagt
i favnen på en mand
som aldrig tog imod det

Uskrevet – digt af Kristina Munch

Jeg er en danser
iklædt transparente slør
flagrende om min nøgne krop
som vindpust af livets ånde
jeg danser med

Jeg er en kunstner
rutcher på en regnbuepalet
ud ad uendeligehedens marker
til at skabe hvad jeg ønsker
ud af alt og ingenting

Jeg er en skuespiller
et sammensat mosaikansigt
blandt tusinde stykker af ansigter
som sættes sammen til hvem
jeg allerede er

Jeg er en musiker
spillende på sjælens strenge
laver toner af handlinger og ord
skabt af mig og for dem
som krydser vejen

Jeg er en elsker
med kærlighed som kompas
på dybden og overfladens dønning
af et åbent og lukket oceans
stille og stærke strømme

Jeg er en lærling
i sansernes videnskab
lærende om livets komponenter
i en uskrevet lærebog
kun jeg kender

Kirsebær og andre metaforer for mødomsberøvelse – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg tror jeg drømmer
når du splitter mig
som Moses og hans hav
Når du parkerer
alt det gode af mig
og det dårlige
jeg ikke kan skjule
på hver sin side af din libido
Jeg er din træl
din tøjte
din kvinde
og du rider min fornuft
som en mare på rov
Jeg kan ikke lade være (!)
med at underkaste mig
din befaling
og så dør jeg
lidt mere
Når du tapper mig
for blod og viljestyrke
Når du penetrerer mit sind
med dine borende øjne
og en ny verden
jeg ikke kan undslippe
Lad os kalde den
slem og sårbar
Bankende, rød
Som et kirsebær
der mister sin sten
og saften løber, løber, løber
og Moses ler
imens du græder
stille bag dit slør