Alt dét min mor ikke har fortalt mig – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Velkommen i de voksnes rækker, siger de
Men hvornår går man rundt og tænker på
pensionsopsparing og afrimning af fryser?
Hvem sørger for at gemme boner og bestille det blå sygesikringskort?
Og hvorfor bør man spare op til en regnvejrsdag
når man bor i Danmark?
Jeg er voksen
i træning
En nybegynder over 20
der bruger alt for mange penge
på kaffe og kjoler
og genbrugsguld jeg ikke har plads til
Jeg lider af højdeskræk
når det drejer sig om
at have fødselsdag og mine dage
med idolplakater er talte
fordi det ikke længere er ok
at få røde kinder
når hende med guitaren siger mit navn
Der er så mange ting
min mor ikke har fortalt mig
når jeg står i lort til armhulerne
fordi jeg igen handlede
før jeg tænkte
og skylder alt for mange penge
på love-kontoen
Jeg er et pragteksemplar
på nytænkning
ude af boksen
med en vis portion selvironi
og tålmodighed der rimer på godmodighed
Jeg er lige til den lukkede
træningslejr
hvor de laver krydser i insektstik
og erobrer illusioner med drømmefangere
En rookie
der gerne vil være med på moden
uden at tabe ansigt eller få rynker
Og så har jeg problemer
med min mor
fordi jeg griner og græder
og samler på sanseindtryk
når jeg burde samle på pantflasker
der vil hjælpe mine chancer for at betale husleje
og mindske selvsamme chancer for at blive kriminel
eller ende på spanden

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

ude af øjet – digt af Claus Gall

ude af øjet

livet går videre
bare stikveje
omfartsveje

spor sætter sig fast
sindet læner sig op af dem
ingen sagde det skulle være svært

ude af øjet

hvordan det føles
ingen leder efter dig
hvad er formålet med det

Så forbandet væk

og så forbandet

ude af øjet

Stjernenatten – Digt af Kristina Munch

På den mørke nattehimmel
blinker stjernerne klart
som små lygter
rundt om fuldmånens hvide lys

Jeg ligger stille
musestille
Trækker vejret tungt og roligt
på græsset i min have
med armene bredt ud til siden
så mine håndflader hviler på græsstråene
Bevæger langsomt håndfladerne
henover græsstråene
der kærtegner min hud
Eller er det mig
der kærtegner stråenes slanke kroppe?
Jeg lukker mine øjne

Julinatten er lun
som en sydhavsnat
Fugtig og mild
med et strejf af kølig brise

Jeg er nøgen
Fuldstændig nøgen
Badet i månelys og stjernedrys
Lader natten omfavne mig
i emmen fra mine åndedrag
for hvert af mine hjerteslag

Inde i mig
bruser en rød flod
der holder mig varm
under en Cocoon af hud
af sanser
Jeg kan se dig
Jeg kan røre dig
Jeg kan høre dig
Jeg kan smage dig
og jeg kan hviske ord i dit øre
som kun vi ved hvad betyder

Jeg er levende
og jeg har aldrig været mere levende
under det uendelige himmeltæppe
hvor livet ånder
sekund efter sekund
i hver en celle af min menneskekrop

Jeg er stjernen
der fanger mit øje
når jeg kigger op
Jeg er månestrålen
der kaster sine arme mod mig
og danser på mit bryst
Jeg er mørket mellem lyset
og lyset mellem mørket
der smelter sammen

På den mørke nattehimmel
blinker stjernerne klart
som små lygter
rundt om fuldmånens hvide lys

Bag lukkede ruder – Digt af Kristina Munch

kvinde
bag lukkede ruder
Smadrer sig gennem uskyldens flader
i et øredøvende skrig
og springer gennem de hvide skår
af blankpolerede normer

Løber mod den utæmmede skov
mens regnen siler
og jorden maler din perfekte hud
i mudrede ujævne klatter
mens du uhæmmet hyler
af de sår i hjertet
den hvide farve ikke kunne heale

River modetøjet itu
der stramt har formet kroppen
til et glansbillede idyl
af rigtig kvindelig væren
Flår huden til rifter
så neglene knækker
og smager den røde jernsaft
så idyllen forstummer

Står der midt på vejen
med åbent skød og viltert hår
og skarpe sultne øjne
for at gribe hvad der lyster
efter år bag lukkede ruder
af rigtigt og forkert

Og grådigt vil du æde
af hud og kød og safter
i utæmmet uhæmmet væren
fri
af fængslende længsler
til at følge hvad der er i dig
af farverskalaens nuancer
og danse med din livsimpuls
i en symfoni med sjælen

Stemmen i dit hjerte – Digt af Kristina Munch

Mærker en rislen i hjertet
hver gang de små ting
jeg drømmer om at gøre
bliver gjort
Når jeg lytter
shyyy
og følger hjertets stemme
som fortæller mig alt
jeg behøver at vide

Så hvor har jeg været?
hvor har jeg sovet?
Hvor gik jeg i dvalens tornerosesøvn?

Hvorfor spiste jeg ikke af frugten på træet
men kun af de nedfaldne æbler?

Hvorfor så jeg ikke?
Hvorfor følte jeg ikke?
Hvorfor mærkede jeg ikke?
Hvorfor lyttede jeg ikke?
Og hvis jeg lyttede
hvis stemme hørte jeg så tale?

Hvorfor gør vi mennesker det
vi ikke ønsker at gøre?
Hvad driver os?
Hvad leder os?
Hvad motiverer os?
hen mod de mørke stier
af ubevidst væren
ubevidst handling
drevet af rifter
og drifter
fra mudrede vådområder
af savn og afsavn
svømmende overdådigt
i slørede drømme og håb
fra smerte og sorg
vi stædigt bærer med os
som en tryg illusion
om noget vi kan genkende og forholde os til
og måske endda ønsker at slippe
Eller gør vi?

Løber vildfarne i ring
og jagter vores egen hale
og måske fanger vi den
og bider os glædesfulde fast
Indtil tanken strejfer os:
Hvad så nu?
Så slipper vi halen og starter forfra
for vi kender kun legen med halen
men ikke den uden
Og hvad er vi
hvis der ikke er noget at jage?
Ikke er noget at opnå?
Ikke er noget at løbe mod?

Tomhed
Stilhed

Ser os selv
Mærker os selv
Føler os selv
Hører os selv

FLYGT

Hvis du bliver
forlader du jo livmoderens trygge favn
og der er intet mere at flygte fra
Intet at jage
intet at opnå
intet at løbe mod
andet end at lytte
SHYYY
til stemmen i dit hjerte
til stemmen i mit hjerte
til stemmen i vores hjerter
I live
Vi lever
Vi er