Skovens kant vibrerer under mine fødder
mens skoven synker bort bag mig
vinden og vandet er bedste venner
jeg længes efter at drukne en smule
smage kærlighedens smag i strømmen

Forude venter kun stormen i mit hoved
mens byen vokser ustyrligt bag mig
menneske og metal er uadskillelige
jeg længes efter min søgte fortid
hvor jeg var løst fra giften i mit blod –
blot et par skridt, lige dér, foran mig
venter stormen, kaos, min opløsning
den herlige opløsning i træernes varme
den herlige opløsning i glemte dage
den herlige opløsning ikke at kigge tilbage
den herlige opløsning i at være mig selv

Stier, der engang var skjulte, er mit hjem
mens jeg glemmer min oprindelse
mand og kvinde har skabt mig engang
jeg længes efter at se mig selv igen

i en glemt verden af kærlighedsdans

Forude venter, altid forude, aldrig bagude
mens døden vokser ustyrligt i mig
digteren og melankolien er sammensmeltet
men jeg gør alt for at slippe fri
knuse min lyst til at vandre bort igen –
men et par skridt lokker, lige dér, snart
frihed venter ikke, så jeg løber bort efter den
den herlige frihed at løsne sig fra byen
den herlige frihed at hoppe nær havet
den herlige frihed i at tilgive sig selv
den herlige frihed at falde over bord
og flyde frit gennem livets timer

Jeg stopper aldrig med at søge
jeg stopper aldrig med at vandre
jeg stopper aldrig med at hade mine tanker
jeg stopper aldrig med at elske mine tanker
jeg stopper aldrig med at forsøge
jeg stopper aldrig for at vente
jeg stopper aldrig som den sidste
men begynder som den første at forstå
at det er dejligt, når skovens kant vibrerer
under mine sælsomme fødder