Uskrevet – digt af Kristina Munch

Jeg er en danser
iklædt transparente slør
flagrende om min nøgne krop
som vindpust af livets ånde
jeg danser med

Jeg er en kunstner
rutcher på en regnbuepalet
ud ad uendeligehedens marker
til at skabe hvad jeg ønsker
ud af alt og ingenting

Jeg er en skuespiller
et sammensat mosaikansigt
blandt tusinde stykker af ansigter
som sættes sammen til hvem
jeg allerede er

Jeg er en musiker
spillende på sjælens strenge
laver toner af handlinger og ord
skabt af mig og for dem
som krydser vejen

Jeg er en elsker
med kærlighed som kompas
på dybden og overfladens dønning
af et åbent og lukket oceans
stille og stærke strømme

Jeg er en lærling
i sansernes videnskab
lærende om livets komponenter
i en uskrevet lærebog
kun jeg kender

Stjernenatten – Digt af Kristina Munch

På den mørke nattehimmel
blinker stjernerne klart
som små lygter
rundt om fuldmånens hvide lys

Jeg ligger stille
musestille
Trækker vejret tungt og roligt
på græsset i min have
med armene bredt ud til siden
så mine håndflader hviler på græsstråene
Bevæger langsomt håndfladerne
henover græsstråene
der kærtegner min hud
Eller er det mig
der kærtegner stråenes slanke kroppe?
Jeg lukker mine øjne

Julinatten er lun
som en sydhavsnat
Fugtig og mild
med et strejf af kølig brise

Jeg er nøgen
Fuldstændig nøgen
Badet i månelys og stjernedrys
Lader natten omfavne mig
i emmen fra mine åndedrag
for hvert af mine hjerteslag

Inde i mig
bruser en rød flod
der holder mig varm
under en Cocoon af hud
af sanser
Jeg kan se dig
Jeg kan røre dig
Jeg kan høre dig
Jeg kan smage dig
og jeg kan hviske ord i dit øre
som kun vi ved hvad betyder

Jeg er levende
og jeg har aldrig været mere levende
under det uendelige himmeltæppe
hvor livet ånder
sekund efter sekund
i hver en celle af min menneskekrop

Jeg er stjernen
der fanger mit øje
når jeg kigger op
Jeg er månestrålen
der kaster sine arme mod mig
og danser på mit bryst
Jeg er mørket mellem lyset
og lyset mellem mørket
der smelter sammen

På den mørke nattehimmel
blinker stjernerne klart
som små lygter
rundt om fuldmånens hvide lys

Bag lukkede ruder – Digt af Kristina Munch

kvinde
bag lukkede ruder
Smadrer sig gennem uskyldens flader
i et øredøvende skrig
og springer gennem de hvide skår
af blankpolerede normer

Løber mod den utæmmede skov
mens regnen siler
og jorden maler din perfekte hud
i mudrede ujævne klatter
mens du uhæmmet hyler
af de sår i hjertet
den hvide farve ikke kunne heale

River modetøjet itu
der stramt har formet kroppen
til et glansbillede idyl
af rigtig kvindelig væren
Flår huden til rifter
så neglene knækker
og smager den røde jernsaft
så idyllen forstummer

Står der midt på vejen
med åbent skød og viltert hår
og skarpe sultne øjne
for at gribe hvad der lyster
efter år bag lukkede ruder
af rigtigt og forkert

Og grådigt vil du æde
af hud og kød og safter
i utæmmet uhæmmet væren
fri
af fængslende længsler
til at følge hvad der er i dig
af farverskalaens nuancer
og danse med din livsimpuls
i en symfoni med sjælen

Stemmen i dit hjerte – Digt af Kristina Munch

Mærker en rislen i hjertet
hver gang de små ting
jeg drømmer om at gøre
bliver gjort
Når jeg lytter
shyyy
og følger hjertets stemme
som fortæller mig alt
jeg behøver at vide

Så hvor har jeg været?
hvor har jeg sovet?
Hvor gik jeg i dvalens tornerosesøvn?

Hvorfor spiste jeg ikke af frugten på træet
men kun af de nedfaldne æbler?

Hvorfor så jeg ikke?
Hvorfor følte jeg ikke?
Hvorfor mærkede jeg ikke?
Hvorfor lyttede jeg ikke?
Og hvis jeg lyttede
hvis stemme hørte jeg så tale?

Hvorfor gør vi mennesker det
vi ikke ønsker at gøre?
Hvad driver os?
Hvad leder os?
Hvad motiverer os?
hen mod de mørke stier
af ubevidst væren
ubevidst handling
drevet af rifter
og drifter
fra mudrede vådområder
af savn og afsavn
svømmende overdådigt
i slørede drømme og håb
fra smerte og sorg
vi stædigt bærer med os
som en tryg illusion
om noget vi kan genkende og forholde os til
og måske endda ønsker at slippe
Eller gør vi?

Løber vildfarne i ring
og jagter vores egen hale
og måske fanger vi den
og bider os glædesfulde fast
Indtil tanken strejfer os:
Hvad så nu?
Så slipper vi halen og starter forfra
for vi kender kun legen med halen
men ikke den uden
Og hvad er vi
hvis der ikke er noget at jage?
Ikke er noget at opnå?
Ikke er noget at løbe mod?

Tomhed
Stilhed

Ser os selv
Mærker os selv
Føler os selv
Hører os selv

FLYGT

Hvis du bliver
forlader du jo livmoderens trygge favn
og der er intet mere at flygte fra
Intet at jage
intet at opnå
intet at løbe mod
andet end at lytte
SHYYY
til stemmen i dit hjerte
til stemmen i mit hjerte
til stemmen i vores hjerter
I live
Vi lever
Vi er

Vejen hjem – digt af Kristina Munch

Længe
var jeg fortabt
i min krop
i mit hjerte
fordi jeg ikke fandt bo deri

I det yderste cellelag
sad jeg fast
afhængig
af at fyldes op af andre
med kærlighedens omsorg
som alligevel altid
forvandledes til blod og tårer
fordi det aldrig rigtigt trængte gennem
Afhængig
af ikke at være alene
for alene var jeg fortabt
som en hjemløs i hjertet

Så jeg fandt i blinde
sammen med andre hjemløse
hvor vi afmagtsfulde
slog kærligheden ihjel
for vore hjerter var hule
som tomme rum
og hvad der ikke
i forvejen var fyldt
kunne intet give tilbage

Lagt i andres hænder
balancerede mit hjerte
på en gyngende grund
i tidevandets tilfældige bølger
i kærlighedens luner
som en gadelampes blinken
mellem lys og mørke
hvori jeg blev
til ingenting
når jeg blev forladt
og når jeg ikke blev forladt
fordi ingen nogensinde
havde lært mig at elske
mig

Først nu
finder jeg bo
i min krop
i mit hjerte
I stilheden
der folder sine bløde blade ud
I ensomheden
der sprænger sig vej
gennem cellelagets tykke vægge
og helt ind i hjertets bagerste rum
hvor jeg kan elske
elsker og elskes
uafhængig
af afhængigheden