IMG_2568

DIFFUST LYKKELIG I FÅ SEKUNDER

 

den fine følelse

af den forfinede

lykke

 

frygtelig lykkelig

lyder jo så

modsættende

 

men det er

vel ligesom den

dårlige ferie

 

hvor bruseren er fantastisk,

med stråler der stråler med varme

 

en lille ting, et lille rum

der er fantastisk, midt

i det store hele som er dårligt

 

på et dårligt hotel

på en dårlig ferie

 

gør brusekabinen

dig frygtelig lykkelig

 

i få sekunder

 

som den dag

hvor alle fortalte

alle hvor glade alle var

 

livet bed os

og vi bed igen

ad hinanden

 

mens alle andre

i vores øjne bare

var glade for hinanden

 

lykkelige diffuse

eller diffuse lykkelige

 

vi to var tvunget

af kærlighed til at

sige vi elskede hinanden

 

i få sekunder

 

men

 

vægtens masse

af lykkeligheden

overvældede mig

 

det var som om

aftaler blev brudt

inden de var lavet

 

som hvis vi skrev

kontrakt på at vi

ikke havde een

 

tænkte det nok var

ligemeget, mørket

bliver jo ikke mørkere

bare fordi det er nat

 

men i vor tid

er det kun

 

i få sekunder

 

vi ser lyset

 

ligesom når man

ser en kiste i halv

længde

 

og holder fast i

gelænderet på

barndommens gade

selvom den er sunget

og skrevet af andre før mig

 

alle broer skal jo hæftes

i begge ender til et eller andet

siger jeg hvis nogen spørger mig

 

om jeg nogensinde har været

frygtelig lykkelig eller bare diffust

ulykkelig

 

men

 

i få sekunder

 

kan jeg stadig

skrive alt på spejlet

og spejle mig i alt hvad

jeg skriver

 

i afmagt skriger jeg,

mens du fortæller mig

der findes ikke glatte sten

kun dårligt valg af fodtøj

 

men

 

i få sekunder

 

ville jeg gerne

skrive historie

uden at skrive en historie

 

hvis du forstår

 

men hvis man ikke har

noget at sige, er det jo

ligemeget hvem man fortæller det til

 

sagde jeg til mig selv

 

men et kys

 

i få sekunder

 

fra dig

pulser mit blod

gennem kroppen

 

og din hånd på

mit lem er som

diffust blod i mit

lykkelige legeme

 

det er ikke kærlighed,

men lykkelig liderlighed

 

resultatet er skuffende

 

alle nøgne er

jo alligevel bare

 

i få sekunder

 

mennesker uden

tøj på