Hun sidder
på kanten
af verden
i byen
hvor det hele
begyndte
Jerusalem
byen der sang
de sataniske vers
til Gud før
Salman Rushdie sang
dem til menneskeheden
byen der fødte
verdens konfliktakse
i sit konstante oprør
mod sig selv
byen, om hvem
man ved at
lykkes freden her
kan den lykkes alle steder
Hun venter
på den grædende mur
mellem øst og vest
mellem dem, muslim og jøde
født af den samme Gud
forenet i kødets synd
hadet af deres fædre, mødre,
familier, rabbiner, imam
Palæstinensisk kvinde
Israelsk mand
mødes her hemmeligt
kigger på stjernerne
tager ud til appelsinlunden
og elsker, for træerne sladrer ikke
Hun ser op
venter
himlen griner
horisonten flækker
i solen ved synet
af blodet fra
den 3. Intifada
der venter
i gyderne
Han kommer
langs væggen
i solstråler der
rammer
så han ligner
en engel fra
den anden side
hendes hjerte slår
en takt ekstra
hendes mand
der i solnedgangen
kaster lange skygger
tænker på hans
læber, kysset
der forener
Israel – Palæstina
storheden der bliver født
i deres favntag
nat efter nat
Hun føler det som
om hun føder
verden på ny når
de elsker
og hun elsker ham
som om natten og dagen
var hendes egen
Han nærmer sig
kravler op på muren
læberne mødes
de tænker ikke over
han er forfulgt
af ørnen
der vil slå kløerne i en
forræder der fornedrer
sig til parring med fjenden
forfulgt af fjenden der
vil holde det fascistiske svin
fra at besudle ægte palæstinensisk blod
Alle hader dem, for man krydser ikke
muren mellem jøde og muslim
Da mørket har lagt sig
tager de ud i appelsinlunden
elsker under månens lys
hun mærker livet forplante
sig, mærker det i det øjeblik
det sker
De ligger der sammen og kigger
på stjernerne og hun tænker
om deres fælles liv
deres afkom
er jøde eller muslim
for man kan ikke være begge
og hun ser slet ikke lyskeglerne
der glider igennem mørket
og øjnene fra begge sider
der kigger koldt
på kroppene
fra hver sin side af floden
der ligger tæt som om
de hører sammen
ser ikke
hænderne der rør ved
stålet for at skille dem ad
Han ser det heller ikke
men ligger og smiler
for han har endelig fundet det
de gamle profeter talte om
har endelig fået Gud
selvom hun er en gudinde
fra en anden stamme
Han elsker alt ved hende
ved han må opgive alt
hvis det skal være dem
men han er villig
villig til at blive en af dem
hvis det er det der skal til
Lys skærer gennem nattens stilhed
Man finder dem sammenslynget
i appelsinlunden
næste morgen
mens solen rejser sig
over det hellige land
Gennemskudt
kroppene svøbt i blod
Ingen ved hvem
der kom først
hvilket had
der dræbte
kærligheden
der kun kunne være
en drøm
så længe politik
betyder mere end
den enkelte
[fblike]
Skriv din kommentar her: