Lykken viser sig i glimt
og på papir, når jeg får sendt et brev.
Og modtageren vil ikke vide, hvad ramte
for pludselig står års kendskab til regnskab
og afslutningsvist sætter jeg et aftryk af mine læber,
trods alt.
For de har jo boet hos rette vedkommende,
og været lykkelige og fugtige.
Og det må man ikke glemme, skriver jeg.
Det må man ikke glemme.
Fejlagtigt og åbenlyst skriver jeg min store kærlighed
og streger det over med kvajeblæk,
for det gjorde alligevel for ondt.
Og måske er jeg dum som en dør,
som jeg sidder her og formulerer et jammerligt testamente over vores fælles fortid
og den separate fremtid.
Og jeg glemmer med vilje nutiden,
for den er ikke værd at nævne.
Den stikker bare til min facade,
og det kan vi ikke have.
Jeg knækker kun i trygge rammer,
og de ligger i ruiner for tiden,
så det ville være spild af kultur.
Det skriver jeg med skråskrift,
og håber, billedet bliver læst.
Jeg har lyst til at berette om mit cykelstyrt,
men jeg ved, at det vil være som at tale til en væg
bare fordi jeg ikke bruger hjelm
netop fordi prædiken gør mig harm og modstandsdygtig,
og nu skal jeg heller ikke passe på mig for dig mere.
Men du skal altid køre med sele, understreger jeg.
Altid køre med sele.
Og jeg tegner et hjerte
på midten af det linjerede papir,
og skriver vores initialer med citronsaft.
Måske du ser det en dag,
måske rette vedkommende løser gåden.
Og i det med småt
skriver jeg, at jeg elsker dig
og at jeg altid vil elske dig,
også selvom vi aldrig vil mødes igen.
Så imens blækket løber med det spildte saltvand,
prøver jeg at konstruere en passende afslutning.
Men må konkludere, at det endnu ikke er muligt
at afslutte noget uafsluttet
med et opsummerende, metaforisk opstød.
I stedet vedhæfter jeg vores feriefoto fra i fjord,
og lader det være sidste ord,
imens jeg mærker hvordan dit navn smerter min tunge,
og jeg fordufter
som dug fra solen
en sensommeraften i myggelysets skær.
Skriv din kommentar her: