Jeg savner dig min egen.
Nu i denne nat, hvor alt føles tomt.
Hvor kun dine ord ville få lyden til at rykke sig.
I denne nat, hvor jeg ensomt rækker ud
efter din skikkelse, der bag lås ikke kan svare.
Ikke er i stand til at trøste.
Slet ikke kan være, præcis der,
Hvor nødvendigheden opstår.
Savnet er en underlig størrelse.
Den er hos mig hele tiden,
men i andre og forskellige former.
Det er som om, at den vil overraske.
Overgå sig selv og stikke til mig.
Sparke mig, når jeg allerede ligger nede.
Første nat i nat, tør jeg ikke at falde i søvn.
Mine skridt vil ikke nærme sig sengen.
Den tomme plads, som kun luften optager nu.
Jeg er bange for dagen.
Lyset har det med at optegne skyggen.
Din er her ikke.
Den er savnet og begrædt.
Hvorfor kan mit indre ikke forstå, når jeg resonerer?
Når jeg forklarer det hele.
Du er forduftet og jeg alene skal blive
Det er ikke til at bære – sådan nogle nætter.
Hvor er menneskeligheden?
Hvor er forståelsen?
Hvor er elskoven?
Hvor er du?
Jeg savner dig min egen.
Alt er forandret nu.