København, din skøge – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg følger dig rundt i gaderne
på brosten og på fliser
du er min skøge,
min smukke natsværmer
og jeg suger alt ud af dig, som var du et rør
i min iskaffe
og du er våd og kold og jeg elsker dig
ligeså højt
som min løn
der giver mig mulighed for at ødsle mine penge,
bruge dem på dig
så du ikke dør
du må ikke dø
aldrig nogensinde.

Du er det bedste jeg har
når solen skinner og du er så forårskåd
at du kan sælge mig is og alt for dyre drinks
fordi du kender de rigtige steder
og jeg har lyst til at ruske i dig
få dig til at komme
udover min sørgelige sjæl
fordi det også bliver vinter igen
og jeg vil have dig
som du er nu
hele tiden
og med ukrudt, lugt og byggeri
i dit hjerte
jeg tager dig for den du er
når bare du ikke opgiver mig og mit håbløse rod
der vil elske med dig
råbe dit navn, igen og igen
imens vi vælter os i kultur
og du lover mig at forny mit årskort til dit palads
der er din dansende hverdag
din liderlige trummerum
der lever af min uforbeholdne kærlighed.

Det er ikke et sekund for tidligt
når du sælger dig selv
for min skyld
når jeg boltrer mig rundt i dine herligheder
som hemmelighedsfulde kys
som var de den forbudte frugt
fordi jeg skal tidlig op i morgen
fordi det kun er tirsdag og du lokker
med dit livemusik og de kulørte lamper
og så er jeg slået hjem
og må overgive mig til dine skørter
som en hundehvalp
der slikker og slikker
til sidste dråbe er væk og så blev det onsdag
og selvom jeg burde have dårlig samvittighed
over at bruge dig,
du underskønne afrodisiaka,
så gør jeg det igen i morgen og i næste uge
fordi du kan holde til det, skat
du er trods alt en by med godt ry
København.

Skammekrogen – digt af Cecilie Sund Kristensen

Kantede skammekroge strækker sig
ned over mit tomme ansigt
og kvæler al min fantasi
Mine minder, mine drømme
og omfavner mig
hviskende
at jeg er ’’such a tease’’
og ikke fortjener flere chancer
når bare jeg vil have det sjovt
som alle andre

Det er grimt
at være en medløber
og skjule sandheden bag
smil og tårer og fake fortrydelse
når alle nætter består af
at få dem til at ville have mig
så jeg kan få lidt selvtillid
og derefter gå min vej
fordi jeg alligevel ikke tør

Jeg er et ’’sidst-i-folkeskolen-individ’’
i min logik
Der brænder broer i søvne og
sutter pik i drømme
og jeg ville ønske
at jeg var en anelse speciel
så jeg også kunne drikke hver dag
eller ryge tynde cigaretter
ingen kendte navnet på
mens jeg sad på min altan
fyldt med blomster og visnende
kærlighed

Men jeg er inden for rammen
i mit polaroid-agtige liv
hvor jeg slørret og mat
står op og går i seng
hver eneste åndssvage dag

14-08-2014 – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Kunne jeg måske drukne
endnu en gang
i dine kys og din krop
uden at få dårlig samvittighed
Uden at gå hjem og græde
og føle mig ulækker
for så at komme tilbage
og starte forfra
Samme aften
Samme tunge hovedpine
fra rødvinen
Samme stjernehimmel
Samme regnvejrsdage
Det falder alt sammen i ét
og jeg aner ikke længere
hvornår jeg sidst havde det sjovt med dig
uden at mærke glasskår i min mave efterfølgende
Det er væk det hele
for du er ligeglad
og jeg tænker for meget på det
Det er ikke mig det her
og du er ikke den du var

Men hvad skal jeg gøre
Du har fyrværkeri i dine hænder
og bærer det alle vegne du går
Alle steder tilhører dig
og din ranke ryg
Du er en mand
der kan rumme sig selv
men ingen andre
Og jeg vil ind i dig
og trække dig ud
Men du kan ikke fixes
Du ødelægger kun

Tordendage – digt af Cecilie Sund Kristensen

Kunne vi mon fortæres en gang mere
uden at blive komplet depressive og skinsyge
Mon ikke vi kunne holde til det
så længe det er os begge
der falder i

Mon ikke vi kunne rive bygninger ned
i vores indre uden at ødelægge dem
men bare ved at fjerne murene
vi har bygget op omkring os
for beskyttelse

Mon ikke tordendagene ville forsvinde
når vi har mistet alt der var muligt at miste
i stormenes hjertemuskels sidste slag
under endnu en mat 60er himmel
der regner med støv

Mulighederne står sitrende foran os
hvis så bare vi kunne gribe dem
Mon ikke vi kan gribe dem
så vi kan få slukket den rådvilde tørst
der langsomt slår os ihjel

Skrøbelig – Af Cecilie Kristensen

Når mosgrønne øjne beskuer
min voksblege hud i min seng
kravler jeg ind og forsvinder
i mit tågede, sort/hvide sind

Bag væggen er dine hænder
der kravler og søger mit bryst
Du tæller og hvisker og lyver
I nat er det alt, alt for lyst

Og tiden har blodrøde læber
der farver din hud som en nål
Vi elsker som ingen kan det
på dit flossede birketræsgulv

Og alle de flammer du starter
de gør dig til kongen af nætter
Mit sind er nu splittet og tørt
og væggen har mørkegrå sprækker