De røde toge
er fyldt op med urolige mennesker
Mennesker der tripper med benene
der trykker løs på deres skærme
mens deres verden foregår lige der
Mennesker der kigger nervøst rundt på hinanden
der kigger nervøst rundt efter billetkontrolløren
Mennesker der lugter
af øl eller urin eller en dårlig parfume
og har sorg i øjnene og rystende hænder
Mennesker jeg ser mig selv i
fordi min indre uro er altoverskyggende
i den her hurtige by
i det her hurtige samfund
hvor jeg konstant farer vild
i mine fremtidsplaner
og ikke kan finde et eneste menneske
for hvem det giver mening
at være her
lige nu
midt i følelsen
selvom den er ubehagelig
for vi gemmer os
bag vores skærme
så vi ikke behøver at tage stilling til hinanden
eller vores angst eller vores fortid
selvom vi altid kan tage stilling til
Amalies baby eller Løkkes evner til at drikke øl
eller Venstrefløjen vs store huse
det er så
trættende
med meninger på Facebook
og al den stilhed i virkeligheden
hvor ingen tør
råbe rigtig højt
fordi skærmen er vores skjold
og tastaturet vores sværd
og pludselig er vi alle modige nok
til at løbe ind i blodbadet
Der kan man kaste sten
i sit eget glashus
for intet går rigtigt i stykker
command + z og
alt er godt igen
command + c og vi gør det hele igen
enter enter enter
de skal have det hele
voldtægtstrusler og familiemord
kritik af børneopdragelse
kritik af statusopdateringer
og når der er for mange der er imod din mening
så sletter du bare dine ord
så er de væk og
du er reddet
alt er godt
og du kigger op
på de andre i toget og ser
at ingen kigger på dig
selvom du lige har skrevet til Özlem
at du kender hendes adresse
og har indsat en passende pistol-emoji
så du er tilfreds
for ingen kan ramme dig
og dine tastaturevner
Command + q
Skriv din kommentar her: